En læser klagede over artiklen 'Udskældt vaccinemodstander med et godt efternavn udfordrer Biden – men han stiller op for det forkerte parti' på dr.dk om den amerikanske demokratiske politiker Robert Kennedy Jr.
I artiklen kunne man læse om den amerikanske politiker og kapløbet om at blive præsidentkandidat.
Klageren mente, at artiklens ordvalg og citatbrug var partisk og begik, hvad klageren mente var et ”karaktermord” på den amerikanske politiker. Klageren nævner 14 kritikpunkter.
Lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen har gennemgået de ord, som klageren mente dokumenterede partiskheden i artiklen.
Lytternes og seernes redaktør afviser på den baggrund kritikken af artiklen, men påpeger et upræcist brug af et citat, hvor Robert Kennedy Jr citeres for at være glad for, at tidligere præsident Donald Trump kan lide ham.
- Det sidste eksempel er ikke partisk, men Klager har ret i, at det havde været mere retvisende, at DR havde bragt hele citatet', skriver Jesper Termansen.
Lytternes og seernes redaktør skriver endvidere, at det er et medies frie ret at vælge at bringe dele af en udtalelse til citat, så længe det er retvisende for indholdet i udsagnet.
- Klager påpeger, at hele citatet giver et andet indtryk, hvilket jeg vil medgive, at Klager har en pointe i', skriver Jesper Termansen.
Du kan læse hele sagen her.