I et indslag i Radioavisen den 29. oktober, der drejede sig om kommende israelske bombninger i Gaza, kunne man høre to israelske soldaters personlige opfattelser af bombningernes nødvendighed.
Det fik en lytter til at klage til DR.
Lytteren mente, at indslaget blandt andet var ”manipulerende” og ”vildledende” og at DR’s etik ikke var overholdt.
Efter redaktionen afviste kritikken, har Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør i DR, behandlet klagen. Han giver ikke klageren medhold i at indslaget er partisk og i strid med DR’s etiske retningslinjer.
- DR skal i et større perspektiv bringe en balanceret journalistik, hvor begge sider i en krig kommer til orde. Men det er ikke ensbetydende med, at det enkelte indslag ikke kan være ’ensidigt’ og bringe synspunkter fra den ene part. DR kan således også bringe palæstinensiske eller Hamas-synspunkter i en reportage, uden at disse skal være afbalanceret af tilsvarende synspunkter fra Israel, skriver lytternes og seernes redaktør.
Jesper Termansen påpeger, at hvis der fremsættes udtalelser, som kræver en forelæggelse for en anden part, skal det ske også selv om indslaget er kort.
- Det var dog ikke tilfældet her. Der var tale om to soldaters vurdering af nødvendigheden af bombninger i Gaza, skriver han.
Klager kritiserede også, at redaktionens svar ikke forholder sig til kritikken fra klager. Jesper Termansen giver klageren ret og skriver, at DR burde have svaret på det konkrete klagepunkt.
Du kan læse hele sagen her.