Indslag i 21 Søndag om politiets magtmonopol var ikke fordrejet

En klager mente, at DR i programmet tegnede et forkert og misvisende billede af politiets magtanvendelse. Lytternes og seernes redaktør giver ikke klageren medhold, men medgiver, at DR burde have undladt ordet ’vold’ i oplægget til indslaget.

En seer klagede til Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør i DR, over et indslag i '21 Søndag'. (© DR)

En seer klagede over DR’s fremstilling af politiet i et indslag i 21 Søndag den 17. december 2023.

Hele indslaget gav et fordrejet billede af politiets arbejde, mente klageren. Navnlig påpegede han, at DR’s omtale af politiets magtmonopol som 'voldsmonopol' var forkert, og at DR’s beskrivelse af et videoklip i udsendelsen af politiet i aktion var misvisende.

Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør giver ikke klageren medhold. Jesper Termansen skriver, at det klart fremgik, at DR ikke tog stilling til, om politiet uretmæssigt udøver magt blandt andet ved brug af stave, men at indslaget skildrer de tilspidsede situationer set både fra borgerens og politiets side.

- LSR finder ikke belæg for, at DR fordrejer beskrivelsen af politiets magtmonopol. DR sætter ikke lighedstegn mellem magtmonopol og voldsmonopol, sådan som Klager skriver”, skriver Jesper Termansen.

Uhensigtsmæssigt ordvalg

Indslaget handler om lovlig magtanvendelse, og derfor påpeger lytternes og seernes redaktør, at værten i oplægget til indslaget havde et uheldigt ordvalg.

- DR nævner ganske korrekt, at politiet har monopol på magtanvendelse, og at det i visse tilfælde giver både ret og pligt til at bruge vold. Det er dermed tydeligt, at værten taler (ret og pligt) om lovlig og forskriftsmæssig magtanvendelse, og derfor burde værten have undladt ordet ’vold’”, skriver Jesper Termansen.

Videoklip

Jesper Termansen giver ikke klageren medhold i kritikken af, at DR’s beskrivelse af et videoklip i indslaget tegnede et forkert eller misvisende billede af de faktiske forhold.

- Episoden skal ses i indslagets kontekst, der er at skildre politiets arbejdsforhold i tilspidsede situationer”, skriver lytternes og seernes redaktør. Jesper Termansen påpeger tillige, at der ikke i indslaget konkluderes, at politiet handlede i strid med loven.

Du kan læse hele sagen her.

Læs om sagen her