En klager kritiserede explaineren ’Bag tallene: Hvorfor dør så mange børn i Gaza?’ for at være forkert og skrev blandt andet, at der ikke er evidens for at Hamas bruger civile som skjold.
Redaktionen svarede klageren og henviste i svaret til de kilder, der er benyttet, men erkender også, at DR burde være kommet med en kildeangivelse til oplysningerne.
Klageren ankede svaret til lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen, der afviser, at DR’s etik er overtrådt.
- Det er DR’s redaktionelle ret at bringe oplysningerne, og Klager har ikke dokumenteret, at de var forkerte”, skriver Jesper Termansen.
Han giver heller ikke klageren medhold i kritikken af explainerens forklaring på, hvorfor så mange børn dør i Gaza og afviser klagerens krav om, at DR fjerner udtalelserne om Hamas’ brug af tunneler og brug af civile som skjold.
Burde være kommet med kildehenvisninger
Selv om lytternes og seernes redaktør ikke finder fejl i DR’s fremstilling, burde DR have nævnt kilder til oplysningerne om Hamas.
- Det er DR’s redaktionelle ret at vælge de oplysninger og vinkler, man vil i forbindelse med et indslag – her en explainer. Det ville dog have været i overensstemmelse med god research, hvis DR havde refereret en kilde til sine oplysninger”, skriver Jesper Termansen.
Du kan læse hele sagen her.