En russisk soldat i en skyttegrav filmet fra den drone, der jager ham, blev vist utilsløret i en DR-artikel og explainer. Den ukrainske optagelse viser dronen parat til at bombe soldaten, men sekvensen ender med, at dronen hjælper soldaten til overgivelse til ukrainerne.
Videoen fik en bruger til at klage til DR, da soldatens identitet ikke var sløret, og desuden var navngivet. Klageren påpegede også, at der manglede advarsel om voldsomme billeder. DR beklagede og rettede fejlen.
Klageren kritiserede også, at DR ikke havde angivet kildens motiv for at udgive optagelserne og ankede sagen til Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør i DR.
Han giver ikke klageren medhold i kritikken.
DR har beklaget og rettet
- DR har beklaget, at soldaten ikke var sløret som DR’s etik foreskriver. Dette er beklaget på Fejl og Fakta på dr.dk. Der er tillige i forbindelse med ændringerne i videoen indsat advarsel om voldsomme billeder og programbeskrivelsen på DRTV af videoen omtaler tillige rettelsen, skriver Jesper Termansen.
I forhold til klagen over manglende kildekritik, afviser Jesper Termansen kritikken, fordi DR angiver, at billederne fra dronen stammer fra den ukrainske hær, DR forholder sig kildekritisk til videomaterialet og at begge parter i krigen benytter droner.
- DR forholdt sig ikke ukritisk til de dronebilleder, der blev vist, og DR redegjorde med identer på de viste billeder for, hvad kilden var til optagelserne, skriver Jesper Termansen.
Han skriver, at DR kunne have anvendt hele tiden på billedanalysen, men det var ikke vinklen for historien, og at det er DR’s redaktionelle ret at vælge en anden vinkel.
Relevante billeder
Lytternes og seernes redaktør skriver, at artiklen beskriver og dokumenterer brugen af droner i krigen i Ukraine, og at videoen viser, hvordan ukrainerne anvender droner ved fronten.
- Det er voldsomt at se bomber blive kastet efter mennesker, som løber, men DR har ikke anvendt unødigt voldsomme billeder, herunder optagelser af lig, lemlæstede m.m., skriver Jesper Termansen og påpeger, at det er relevant for oplysning om krigen og dens metoder, at DR anvender disse optagelser.
Du kan læse hele sagen her.