DR citerede amerikansk præsident for skepsis over for palæstinensiske tabstal: Var ikke en etisk fejl

Lytternes og seernes redaktør afviser kritik af dr.dk-artikel om informationskrig og tabstal. DR citerede kilder men kom ikke selv med fejlslutninger, sådan som en klager mente.

En læser mente, at DR i en artikel på dr.dk om informationskrig og tabstal kom med fejlslutninger. Lytternes og seernes redaktør afviser kritikken og påpeger, at det ikke er DR, der kommer med egne vurderinger, men kilder, der kommer med faglige vurderinger. (© DR)

En klager mente, at DR i en artikel på dr.dk kom med en stribe ”fejlslutninger” og skrev blandt andet, at DR i artiklen vurderer, at præsident Joe Biden støtter Israel ved at så tvivl om de tabstal, som Hamas har opgivet. Det vil være ulogisk at stole på tal, som ikke kan bekræftes, og som kun den ene part i en konflikt har oplyst, mente klageren blandt andet.

Efter at redaktionen afviste kritikken har lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen behandlet sagen. Han giver ikke klageren medhold i kritikken.

DR citerede kilder

- De udtalelser i artiklen, som Klager har kritiseret og problematiseret, er alle kildeudsagn. DR kommer ikke med egne vurderinger, men lader netop kilder komme med faglige vurderinger. Det er ikke en overtrædelse af DR’s etiske retningslinjer', skriver Jesper Termansen.

Jesper Termansen påpeger, at det er afgørende at skelne mellem udsagn, som kommer fra kilder og udsagn fra DR, og at DR har den redaktionelle frihed til at vinkle artikler, som DR ønsker og dermed også at citere kilder, herunder ekspertkilders vurderinger.

- Klagers påstand om, at artiklen begår den fejlslutning, at Joe Biden går ind i en informationskrig, fordi han udtrykker tvivl om tvivlsomme tal, afvises', skriver Jesper Termansen og henviser til, at det er en kildes vurdering, og at DR frit kan citere kilders faglige vurdering.

Du kan læse hele sagen her.

Læs om sagen her