DR afbrød transmission fra Sydafrikas retssag mod Israel – ikke af partiskhed, men på grund af risiko for voldsomme billeder

Klage over DR’s dækning af Sydafrikas sag mod Israel ved Den Internationale Domstol får ikke medhold.

Lytternes og seernes redaktør har behandlet en klage over DR's livedækning af Sydafrikas sag mod Israel ved Den Internationale Domstol i Haag. (© DR)

En klager mente, at DR var partisk i livedækningen fra Sydafrikas sag mod Israel ved Den Internationale Domstol i Haag, som blev livedækket af DR den 11. og 12. januar 2024.

DR valgte på grund af risikoen for, at der ville komme voldsomme billeder at afbryde livesendingen på førstedagen, da Sydafrika gik i gang med at vise videomateriale. Landet har anklaget Israel for folkedrab i Gaza. Den afbrydelse mente klageren var en forkert beslutning, som gjorde forskel på de to lande. For dagen efter sendte DR fra hele Israels forsvar uden at afbryde livesignalet.

Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør i DR, har behandlet sagen og giver ikke klageren medhold i kritikken af DR’s valg.

- DR er forpligtet til at undgå at sende voldsomme billeder – ikke mindst pga. hensynet til ofre og pårørende i sagen - og her kendte DR ikke indholdet af de eventuelle videoer, som Sydafrika ville fremlægge i retten. Derfor stoppede DR transmissionen fra retssalen', skriver lytternes og seernes redaktør.

- Dagen efter sendte DR på samme vis live fra Israels forsvar, men der blev ikke vist videoer, og DR fandt derfor ingen grund til at gribe ind og lukke livesignalet. Der er ingen oplysninger, der tyder på, at DR bevidst skulle have forskelsbehandlet de to lande og parter i sagen', konkluderer Jesper Termansen og afviser dermed, at DR har optrådt partisk og dermed overtrådt sine egne etiske retningslinjer.

Du kan læse hele sagen her.

Læs om sagen her