En blogger og journalist med særlige Ruslandsympatier kunne ikke forvente, at hans private besked på Messenger til DRs Ruslandskorrespondent ikke blev brugt i TV. Bloggeren klagede blandt andet over, at et svar fra ham i en korrespondance om mediernes dækning af Ukraine blev brugt i udsendelsen ”Sidste nyt fra Østfronten”. Klager var gæst i programmet den 8. juli i år. Han blev under interviewet med gæsteværten Anna Libak konfronteret med en besked, som han havde skrevet til Ruslandskorrespondenten, Mathilde Kimer. Ifølge den havde klager sagt, at den tidligere danske ambassadør i Ukraine – og ægtemand til Anna Libak – arbejdede for den amerikanske efterretningsorganisation CIA.
Klager fandt, at påstanden, værten fremlagde, var ukorrekt, og noget klager aldrig havde sagt. Klager mente desuden, at DR misbrugte hans private besked til DRs Ruslandskorrespondent på Messenger uden samtykke.
Lytternes og seernes redaktør, Jesper Termansen, fandt, at i udgangspunktet er ansattes kommunikation på private sociale medier privat. Men i DRs etiske regler står der også, at hvis man har en særlig funktion – blandt andet som korrespondent – kan det i visse situationer være svært at skille funktionen i DR fra ens private ytringer.
Lytternes og seernes redaktør lægger vægt på, at DRs Ruslandskorrespondent, Mathilde Kimer har deltaget i planlægningen af det pågældende program, og hun havde på et redaktionsmøde uopfordret vist beskeden for de øvrige redaktionsmedlemmer. Desuden gav han DR ret i, at beskeden måtte opfattes som et forsøg på at påvirke DR og DRs Ruslandskorrespondent i en arbejdsrelateret sammenhæng – nemlig om klagers kritik af blandt andet DRs dækning af Ukraine.
Imidlertid understreger sagen, påpeger lytternes og seernes redaktør, at grænserne for, hvornår en besked er af privat karakter og hvornår den helt eller delvist er af arbejdsmæssig er flydende og uklare, når DR-medarbejdere benytter private profiler på sociale medier til arbejde. Derfor vil lytternes og seernes redaktør, Jesper Termansen, kigge nærmere på DR medarbejderes private ytringer på Facebook.
Klager havde også klaget over, at DR tillagde ham et citat, som han ikke havde fremsat. Desuden mente han, at værten Anna Libak var inhabil, da hun benyttede omtale af sin egen mand i programmet, og slutteligt pegede klager på, at DR både fortiede oplysninger og fremsatte forkerte oplysninger i omtalen af klagers rejser til Ukraine. Heller ikke i disse punkter fandt lytternes og seernes redaktør, at DRs programetik var overtrådt. Klager fik ikke medhold.
Generaldirektøren, Maria Rørbye Rønn har tilsluttet sig konklusionen i afgørelsen.
Læs hele afgørelsen her: