Artikel om musikers bortoperation af sine bryster var ikke en anbefaling af lignende operationer

En kulturartikel om musiker Freja Kirk, der har fået fjernet sine bryster, var oplysende og ikke en anprisning af denne type topoperationer. Det skriver lytternes og seernes redaktør i ankesag.

En læser klagede over en artikel på dr.dk. Jesper Termansen, der er lytternes og seernes redaktør, giver ikke medhold. (© DR)

I artiklen ’Dansk sanger har fået fjernet sine bryster: ’Jeg har haft sådan en kvalme over mig selv’’ på dr.dk, fortalte en musiker om at få fjernet sine bryster.

En klager mente, at DR med artiklen hyldede denne type topoperation. Klageren gav også udtryk for, at artiklen var en anvisning i at få foretaget sådanne indgreb.

Efter redaktionen afviste klagerens kritik, har klageren anket svaret til lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen. Han giver heller ikke klageren medhold.

Kulturartikel om køn og identitet

Jesper Termansen skriver som begrundelse blandt andet: "LSR lægger vægt på, at artiklen er kulturjournalistisk vinklet på en aktuel musikers musik og tekst. Det afgørende i artiklen er, at en vigtig livsbegivenhed - operationen - har haft betydning for kunstneres syn på køn, identitet og dermed betydning for kunstnerens tekst og musik.”

Samtidig peger han på, at artiklen informerer om regler på området og forklarer, hvad en topoperation er, men tilføjer: "DR anpriser ikke i artiklen denne type indgreb, men lader kilden komme med egne oplevelser og betragtninger”.

Relevant oplysning om regler

Jesper Termansen skriver også, at han ikke betragter oplysninger om reglerne i udlandet for denne type operationer som en anvisning i, hvordan man omgår systemet.

- Da kilden har fået foretaget operationen i Sverige, er det netop en relevant information at give læserne, lyder vurderingen fra lytternes og seernes redaktør.

Du kan læse hele sagen her.

Læs om sagen her