Ankesag: Kritisk indslag om statsministerens løfte til børn var ikke i strid med DR’s etik

Et indslag i Radioavisen bragte kritik fra tre organisationer i forhold til statsminister Mette Frederiksens løfte om at være "børnenes statsminister", som hun gav i forrige valgkamp. En lytter får ikke medhold i, at indslaget var partisk og ensidigt.

En lytter mente ikke, at et indslag i Radioavisen overholdt DR's etiske retningslinjer. Jesper Termansen giver ikke lytteren ret og afviser kritikken. (© DR)

Rettelse: Artiklen er blevet ændret den 22/11, da den indeholdt en fejlagtig oplysning om, at der stadig eksisterer en officiel fattigdomsgrænse. Oplysningen fremgår af sagsfremstillingen og er ikke korrekt.

En lytter kritiserede et indslag i Radioavisen den 16. september for at være partisk og fremstille statsminister Mette Frederiksen (S) i et ensidigt dårligt lys. Men kritikken afvises af lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen, der har gennemgået sagen.

I indslaget bragte DR kritik fra tre interesseorganisationer i forhold til, at organisationerne ikke mener, at statsministeren lever op til sit løfte forud for forrige valg om at være ”børnenes statsminister”.

Klageren mente blandt andet, at indslaget burde have indeholdt oplysningen om, at børn i Danmark er de lykkeligste i EU, fremgår det.

Redaktionen afviste i første omgang kritikken. Siden ankede klageren til lytternes og seernes redaktør Jesper Termansen, som heller ikke giver klageren medhold.

Minister svarede på kritik

- DR har en forpligtelse jvf. DR’s etiske retningslinjer til at upartisk og samtidig at forelægge kritiske oplysninger for den part, der bliver kritiseret. I dette tilfælde har statsministeren takket nej til at deltage i udsendelse, men social-og ældreminister fra samme parti, Astrid Krag, svarer på kritikken, der er fremsagt og får mulighed for at forsvarer regeringens politik, skriver Jesper Termansen og påpeger, at DR var i sin redaktionelle ret til at undersøge statsministerens påstand om sig selv som ”børnenes statsminister” på den måde DR gjorde.

Jesper Termansen påpeger tillige, at DR ikke var forpligtet til at medtage den statistik, som klageren ønskede.

Du kan læse hele sagen her.

Ankesagsbeskrivelse