Bag Facaden handlede den 17. september om svindel med kilometertællere i forbindelse med handel med brugte biler. I udsendelsen blev det omtalt, at virksomheden Match Automobiler reklamerede med at være medlem af Danmarks Automobilforhandler Forening (DAF). Administerende direktør i DAF, Jens Brendstrup, klagede efterfølgende over udsendelsen, da han mente, at udsendelsen stillede DAF i et urimeligt dårligt lys, idet det ikke bliver oplyst, at DAF ekskluderede Match Automobiler inden udsendelsen blev bragt. DAF anmodede på den baggrund om, at det blev meddelt i en senere udsendelse af Bag Facaden, at DAF havde ekskluderet den pågældende forhandler. Dette blev afvist af redaktionen, som dog på sin hjemmeside indrykkede oplysningen om, at DAF senere havde ekskluderet Match Automobiler. DAF klagede efterfølgende videre til lytternes og seernes redaktør, som nu har behandlet sagen.
I sin indstilling konkluderer lytternes og seernes redaktør: "Det var relevant, at udsendelsen nævnte, at virksomheden var medlem af DAF under de kritiserede bilhandler. Det var ikke afgørende for sammenhængen at nævne den senere eksklusion og DAF blev ikke sat i noget urimeligt dårligt lys i kraft af fremstillingen i udsendelsen. Jeg indstiller derfor, at kravet om berigtigelse afvises."
Hele klagesvaret kan læses her.