Klage over "Penge: En dyr feriefest", sendt den 5. marts 2014 på DR1. Afgjort den 21. maj 2014. Delvist medhold.

Direktøren for Écart Skitours, Lasse Dupont, klagede til DR over, at Magasinet Penge ikke giver en fair fremstilling af Écart Skitours og prisen på deres rejser.

Magasinet Penge bragte den 5. marts 2014 en udsendelse om prisen på grupperejser for gymnasieelever i vinterferien. I udsendelsen regnes der på muligheden for at spare penge ved selv at arrangere sin rejse frem for at bestille gennem et rejsebureau.

Efter udsendelsen klagede direktøren for Écart Skitours, Lasse Dupont, til DR. Han fremførte i sin klage, at Magasinet Penge ikke giver en fair fremstilling af Écart Skitours og prisen på deres rejser. Klageren var utilfreds med, at der ikke særskilt regnes på, hvorvidt de gymnasieelever der tog til Val Thorens med Écart Skitours kunne have fået rejsen billigere ved selv at sammensætte den. Regneeksemplet tager udelukkende udgangspunkt i destinationen Val d'lsére, som Nortlander Ski-Tours udbyder.

I forbindelse med lytternes og seernes redaktørs behandling af klagen bragte Magasinet Penge følgende rettelse i sæsonens sidste udsendelse inden sommerferien: "Først i marts så vi på de pakkerejser, mange unge tager på i skolernes vinterferie - både dem til Prag og til skistederne. Vi viste eksempler på, at man selv kan arrangere gode rejser billigere end bureauerne. Det kan man også ofte, men udsendelsen gav indtryk af, at det var billigere selv at arrangere en rejse end at vælge en pakkerejse med Écart. Imidlertid blev der i udsendelsen brugt et eksempel med en destination, som Écart ikke rejser til. Derfor skal vi beklage påstanden og beklage, at vi ikke dengang indhentede Écarts kommentar. Men opfordringen til at tjekke om man kan gøre det billigere selv, vil vi - i alle tilfælde - meget gerne fastholde." Hele afgørelsen kan læses her.