Klage over "Kontant: Kemi fra kælder til kvist", sendt den 18 marts 2014 på DR1. Afgjort den 17. juni. Delvist medhold.

En repræsentant fra lobbyorganisationen Fire Safety Platform klagede over omtalen af organisationen i en Kontant-udsendelse om flammehæmmere.

Kontant bragte den 18. marts en udsendelse med kritisk fokus på sundhedsfaren ved såkaldte flammehæmmere i danske hjem. I udsendelsen blev lobbyorganisationen Fire Safety Platform (FSP) og dens arbejde i Europaparlamentet omtalt. Det fremgik, at en repræsentant fra organisationen havde holdt et møde med et dansk EP-medlem uden at oplyse om, at FSP er finansieret af producenter af flammehæmmere.

Efter udsendelsen klagede direktøren for FSP, Mike Hagen, til DR. Han fremførte i sin klage, at Kontant i udsendelsen havde forvekslet FSP med en anden organisation, og at FSP aldrig har lagt skjul på, at man bliver støttet af industrien. Desuden klagede Mike Hagen over at den svarfrist, som Kontant gav FSP inden udsendelsen, var urimelig kort.

I forbindelse med lytternes og seernes redaktørs behandling af klagen bragte Kontant følgende rettelse:

"I Kontant den 18. marts i år fortalte vi om den sundhedsmæssige risiko ved, at mange møbler, legetøj og andre produkter i vores hjem indeholder kemikalier, såkaldte flammehæmmere. I programmet fortalte vi om en EU-parlamentariker, der var blevet kontaktet af en brandmand fra organisationen FSP, Fire Safety Platform. Brandmanden talte varmt for brug af flammehæmmere uden at oplyse, at organisationen er sponsoreret af kemikalieindustrien. Fire Safety Platform har gjort os opmærksom på, at parlamentarikeren har talt med en repræsentant for ACFSE, Alliance for Consumer Fire Safety in Europe, som nu er nedlagt. Denne organisations arbejde er efterfølgende videreført af FSP, som påpeger, at den ikke lægger skjul på, at den modtager støtte fra kemiindustrien - og understreger, at den anbefaler en vifte af metoder til at forbedre brandsikkerheden. Kontant beklager navneforvekslingen."

På baggrund af denne rettelse indstillede lytternes og seernes redaktør, at FSP's øvrige klager blev afvist.

Hele afgørelsen kan læses her (engelsk).