Den 13. november 2014 bragte Kontant en udsendelse om ejerskifteforsikringer.
Efterfølgende klagede advokat Michael Christiani Havemann over udsendelsen på vegne af Dansk Boligforsikring (DBF). Klager kritiserede brugen og eksponeringen af Ejerskiftehjælpen og fandt, at deres vurderinger var gengivet forkert. Samtidig kritiserede klager gengivelsen af en ankenævnsstatistik, der viste, at DFB havde relativt mange klagesager.
Lytternes og seernes redaktør afviste de tre kritikpunkter med denne begrundelse:
”Der er ikke i gennemgangen af sagen fundet grundlag for at betvivle Ejerskiftehjælpens faglighed, og der er ingen tegn på, at de er blevet forkert gengivet i udsendelsen. Den omtalte forsikringssag er endnu ikke afsluttet, og den berørte familie har senest anmodet om et syn og skøn. Når sagen finder sin endelige løsning, bør DR på relevant vis informere om udfaldet.Vedrørende tallene fra Ankenævnet forklarer udsendelsen meget omhyggeligt, at den officielle statitistik viser, at DBF har en overandel af ankenævnssager. Den forklarer samtidig, at DBF anfægter regnemetoden og har klaget over den til brancheorganisationen Forsikring & Pension. På grund af den grundige redegørelse for de modstridende vurderinger er der ikke grundlag for at kritisere udsendelsens fremstilling. Hvis DBF skulle få medhold i diskussionen i brancheorganisationen, bør DR på relevant vis informere herom.”Hele afgørelsen kan læses her.
Sagen blev efterfølgende indstillet til Pressenævnet, der kom frem til samme konklusion som lytternes og seernes redaktør.
Pressenævnets afgørelse kan læses her.