Den 20. november 2011 bragte 21 Søndag et indslag om et stigende antal overfaldsvoldtægter i Oslo. Den 21. november anførte en klager, at det var manipulation, at 21 Søndag undlod at nævne, at de fleste mistænkte havde en anden etnisk baggrund end norsk. Den 13. december 2011 afviste DR klagen og skrev, at DR havde fravalgt denne oplysning, fordi der ikke var et "mønster i nationaliteten" og at man i indslaget havde valgt udelukkende at fokusere på den frygt, som voldtægterne skabte i Oslo. Klager valgte at anke sagen. Lytter- og seerredaktøren lavede i sin indstilling en grundig gennemgang af Oslo Politis faktuelle oplysninger i sagen. Heraf fremgik, bl.a. at et meget lavt antal domfældelser gjorde det svært at formidle dokumenterede oplysninger om gerningsmændenes baggrund. Redaktøren konkluderede på den baggrund, at problemstillingen var kompleks. Indstillingen fremhævede, "at det er relevant, at nyhedsformidlingen jævnligt søger at belyse spørgsmålet om, hvorfor nogle grupper med anden etnisk baggrund er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikken." Men samtidig mente han, at det i det konkrete tilfælde "var forsvarligt, at man valgte at vinkle indslaget således, at man ikke også omtalte diskussionen om de formodede gerningsmænds etnicitet og nationalitet. Oslo Politi havde endvidere selv advaret om generaliseringer herom. Indslaget var således på den konkrete baggrund ikke i modstrid med DR's programetik - der var ikke tale om nogen manipulation og der er ikke noget at rette eller beklage."
Du kan læse hele klagesvaret her.