Den 23. marts 2010 bragte TV-Avisen et indslag om virksomheden Gips Recycling. Af indslaget fremgik det, at virksomhedens papiraffald fra gipsgenbrug blev overleveret til kompostering på Overgaard Gods. Det fremgik også af indslaget, at virksomhedens affald indeholdt giftige stoffer, at godset ikke havde tilladelse til at kompostere affaldet og at det blev spredt på godsets marker. Historien fortsatte i TV-Avisen samme aften og videre på P4 Østjylland og dr.dk. Efterfølgende klagede den administrerende direktør for Gips Recycling til DR Nyheder. Han mente bl.a., at det ikke fremgik af indslagene, at hans virksomhed havde handlet i god tro, da de overleverede papiraffaldet til godset, at DR fejlagtigt omtalte virksomhedens "restpapir" som "gipsaffald" og at DR påstod, at man "[…] i en enkelt håndfuld" kunne finde bl.a. kobbertråd og flamingostykker. Derudover mente han ikke, at DR havde belæg for at kalde affaldet "giftigt miljøaffald" ligesom han ikke fandt, at virksomheden havde fået tilstrækkelig mulighed for at svare på kritikken.DR Nyheder afviste klagen, hvorefter der blev klaget videre til lytternes og seernes redaktør. Efter aftale med klager afventede klagebehandlingen i flere perioder nye tekniske undersøgelser af materialet. I sin endelige konklusion fandt lytternes og seernes redaktør, at indslagene i flere tilfælde ikke levede op til DR's etiske standarder. I hans konklusion lyder det bl.a. at Gips Recycling ikke havde fået tilstrækkelig mulighed for at kommentere på alle dele af kritikken. DR havde heller ikke haft tilstrækkeligt belæg for påstanden om, at de nævnte affaldstyper kunne findes i en enkelt håndfuld. Lytternes og seernes redaktør indstillede at DR bragte en beklagelse på dr.dk -siden "Fejl og Fakta", samt i TV-Avisen og på P4 Østjylland.
Tekst til "Fejl og Fakta":"Indslag manglede svar fra Gips Recycling:TV-Avisen, Radioavisen og dr.dk har siden marts fortalt om det affald fra gips-genbrug, som de seneste år er blevet pløjet ned i markederne på Overgaard Gods ved Randers. Kommunen har i den forbindelse meldt godset til politiet.Leverandøren af materialet - firmaet Gips Recycling - har klaget over DR's omtale af firmaets rolle. DR har netop overfor Gips Recycling beklaget, at dets svar på kritikken ikke er blevet gengivet i rimeligt omfang."Vi troede vi afleverede materialet - som helt overvejende består af restpapir - til et godkendt komposteringsanlæg. Vi beklager meget, at det ikke er blevet komposteret som aftalt", siger direktør Henrik Lund-Nielsen fra Gips Recycling. Han afviser samtidig kategorisk, at der er tale om giftigt miljøaffald.Myndighederne har ikke efterfølgende rejst nogen kritik af Gips Recyclings rolle i sagen."
Beklagelse, der oplæses i TV-Avisen og på P4 Østjylland:"DR Nyheder har i flere indslag det seneste halvår beskrevet firmaet Gips Recyclings rolle i en miljøsag fra Overgaard Gods. Gips Recycling fastholder selv, at det omstridte materiale helt overvejende er ugiftigt papiraffald, som firmaet i god tro afleverede til kompostering på Overgaard.DR har nu beklaget overfor gips-firmaet, at dets svar på kritikken ikke er blevet gengivet i rimeligt omfang i indslagene. Myndighederne har ikke efterfølgende rejst nogen kritik af Gips Recyclings rolle i sagen."