Klage over indslag om metrobyggeri på Assistens Kirkegård bragt i 21 Søndag. Afgørelse den 24. november 2009 på DR1. Delvist medhold

21 Søndag bragte den 1. november flere indslag om bygningen af en metrostation i det hjørne af Assistens Kirkegård, der vender ud mod Nørrebro Runddel. Indslaget rummede bl.a. en hård kritik af den manglende information af følgerne...

21 Søndag bragte den 1. november flere indslag om bygningen af en metrostation i det hjørne af Assistens Kirkegård, der vender ud mod Nørrebro Runddel. Indslaget rummede bl.a. en hård kritik af den manglende information om følgerne af at rykke metrostationen 40 meter ind på kirkegården. En klager mente at informationer om byggeri og konsekvenser var nemme at finde og fandt i det hele taget, at indslaget byggede på fejlagtige præmisser. Redaktionen afviste hele kritikken. I sin gennemgang konkluderede lytter- og seerdaktøren, at indslagene levede op til almindelige krav til god presseskik og DRs Programetik og at der ikke var grundlag for den række af berigtigelser, som klager havde rejst krav om. På et enkelt område havde 21 Søndag dog lavet en fremstilling, der ikke var retvisende. Som seer fik man det indtryk, at det alene var den ændrede placering inde på kirkegården, der skabte problemer med opgravninger af de næsten 500 grave. At den oprindelige placering også indebar væsentlige problemer af denne karaktér (da 80 pct. af stationsanlægget allerede her lå inde på kirkegårdsområdet) fremgik ikke med tilstrækkelig tydelighed. Lytternes og seernes redaktør pointerede derfor, at der i artiklerne herom på dr.dk/nyheder burde laves følgende daterede tilføjelse: "Præcisering: Af de seneste tegninger fremgår det, at 80 pct. af stationsanlægget allerede med den oprindelige placering lå inde på kirkegården og derfor også krævede nedlæggelse af mange historiske gravsteder. Men flytningen væk fra Nørrebro Runddel og 40 meter længere ind på kirkegården har forøget problemerne med de mange opgravninger og ført til en væsentlig udvidelse af byggepladsen. Red."

Læs hele indstillingen her.