Journalist Frank Esmann har i 2014 været vært for en række udgaver af Faglitteratur på P1. Den 23. maj klagede Berlingske-journalist Bent Blüdnikow over brugen af Frank Esmann. Ifølge Blüdnikow var Esmann uegnet som DR-vært på faglitterærere udsendelser. Bent Blüdnikow henviste her til beskyldninger for plagiat i forbindelse med Esmanns biografi fra 2003 om den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger.
Lytternes og seernes redaktør konkluderede:
"Klager har anført, at Frank Esmann ikke bør bruges af DR som vært i programmet Faglitteratur på grund af en ti år gammel debat om mangelfulde kildehenvisninger i en bog, Esmann havde skrevet om Henry Kissinger. Det ligger udenfor lytter- og seerredaktørens arbejdsområde at komme med indstillinger om konkrete personaleforhold. Derimod kan konkrete programklager behandles.Frank Esmann har i 2014 været vært i fem udgaver af Faglitteratur på P1 og her lavet interviews med fem aktuelle forfattere. Der har ikke været konkrete klager mod nogen af de fem programmer og en gennemgang af dem tyder ikke på nogen brud på DR's etiske regler.På den baggrund indstiller jeg, at klagen over Frank Esmanns arbejde med programmet afvises."
Hele afgørelsen kan læses her.