Klage over DR's dækning af den såkaldte Omo-sag, bragt i TV-Avisen og på dr.dk i juni 2013. Afgjort d. 30. august 2013. Delvist medhold.

En person klagede over DR's dækning af den såkaldte Omo-sag, der omhandlede en nigeriansk kvinde, der havde fået afslag på asyl på trods af, at hun efter eget udsagn var tvunget ind i prostitution i Danmark.

DR bragte i løbet af juni 2013 i TV-Avisen og på dr.dk en række artikler om den nigerianske kvinde Omo Amenagawon, der havde fået afslag på asyl i Danmark, selvom hun ifølge eget udsagn var blevet tvunget ind i prostitution i Danmark.

En person klagede over DR's dækning, idet det ifølge klagers opfattelse fejlagtigt fremgik af indslag og artikler, at den nigerianske kvinde havde været udsat for menneskehandel på trods af, at de anklagede bagmænd var blevet frifundet ved byretten i Herning for netop menneskehandel.

Der blev også klaget over, at DR udviste manglende kildekritik over for en medvirkende fhv. politimand, ligesom der blev klaget over brugen af ordet "bagmænd", selvom de anklagede bagmænd var blevet frifundet for menneskehandel.

Lytternes og seernes redaktør konkluderende i sin indstilling:

"Det var en fejl i DR Nyheders oprindelige dækning af Omo-sagen, at det ikke fra starten blev forklaret, at de anklagede bagmænd i retten var blevet frifundet for menneskehandel. Klager har på dette punkt ret i sin kritik. Efter lytter- og seerredaktørens første kommentar til sagen har DR Nyheder imidlertid præciseret disse forhold både i forbindelse med en tekst, der er oplæst i TV-Avisen og i form af en artikel på "Fejl og fakta"-sitet på dr.dk/nyheder. Hermed er der på forsvarlig vis rettet op på fejlen. Klagers øvrige kritik giver ikke anledning til yderligere præciseringer eller rettelser."

Præciseringen i TV-Avisen blev oplæst den 5. juli.

Hele afgørelsen kan læses her.