Klage over DR’s brug af Facebook. Afgjort den 10. september 2014. Delvist medhold.

En bruger klagede over, at man skal have en profil på Facebook for at kunne få det fulde udbytte af DR’s tilbud. Brugeren krævede derfor, at DR sørgede for, at man kunne få den samme information på dr.dk.

Efter en længere korrespondance med DR kontaktede en bruger den 13. marts 2014 lytternes og seernes redaktør vedrørende sin utilfredshed med DR’s brug af Facebook i programvirksomheden. Brugeren klagede over, at man skal have en profil på et kommercielt og reklamefinansieret netværk som Facebook for at kunne få det fulde udbytte af DR’s tilbud. Brugeren krævede derfor, at DR sørgede for, at man kunne få den samme information på dr.dk.

Klager fremhævede fire eksempler på indhold, som man udelukkende er henvist til at finde på DR’s Facebook-sider.

I behandlingen af klagen vurderede lytterne og seernes redaktør, at DR’s praksis i hovedsagen lever op til DR’s egne etiske retningslinjer på området:

”På baggrund af udformningen af DR’s etiske retningslinjer, har jeg intet grundlag for at kritisere, at der kan være svar, oplysninger mv. som man alene giver på en Facebook-side. Samtidig kan den store trafik på Facebook-siderne og de mange DR-historier, der her videresendes og dermed får væsentligt større udbredelse, tages som udtryk for, at der er tale om en velbegrundet redaktionel praksis. Derfor bør klagers hovedpåstand afvises.

Klager har yderligere anført fire eksempler på oplysninger og/eller debatter, der alene kan findes på DR’s Facebook-sider. En gennemgang af de fire eksempler viser, at oplysningerne i flere tilfælde rent faktisk ligger på den relevante side på dr.dk. I andre tilfælde kan problemet let løses ved at forsyne en allerede eksisterende nyhedshistorie med et link til den relevante dokumentation. Endelig er der debat-problemet, som antagelig løses ved den snarlige relancering af debatten på dr.dk.”

Lytterne og seernes redaktør gav således klager medhold i, at der er eksempler på, at DR i praksis ikke lever fuldt op til sine egne principper, men fremhævede samtidig, at der er tale om problemer, der kan løses ved en række mindre justeringer.

Hele afgørelsen kan læses her.