Klage over "Det store fupnummer" sendt på P1 den 1. november 2012. Afgjort den 13. maj 2013. Afvist.

To personer klagede over udsendelsen "Det store fupnummer" på P1, hvor de såkaldte 9/11-skeptikeres form for logik blev sammenlignet med Holocaust-benægternes.

DR sendte den 1. november på P1 en udsendelse om de såkaldte konspirationsteorier om World Trade Center-angrebet den 11. september 2001. I udsendelsen medvirkede DR-journalist Ole Retsbo i rollen som ekspert, idet kan tidligere har udgivet en bog om emnet.  I udsendelsen medvirkede også klagerne, Niels Harrit og Pernille Grumme, der selv er fortalere for en række konspirationsteorier.

I udsendelsen udtalte Ole Retsbo blandt andet:"Det, der kendetegner 9/11-konspirationsteorierne, som i øvrigt alle andre konspirationsteorier, det er, at de ignorerer de 99 procent informationer, som modsiger deres teorier, og så fokuserer de ekstremt meget på én procent, der kan umiddelbart se lidt mystisk ud, hvad det så ikke er, når det kommer til stykket.[…]Det minder om, uden at jeg overhovedet vil sammenligne, men det minder om det fænomen, der hedder Holocaust-benægtere …, som jo er karakteriseret ved, at de benægter, at jødeudryddelserne fandt sted under 2. Verdenskrig med henvisning til et teknisk argument, nemlig at ovnene i Auschwitz ikke var store nok til at udslette så mange jøder."Det fik Niels Harrit og Pernille Grumme til at klage over udsendelsen til DR og senere til Pressenævnet, som begge afviste klagen. Herefter klagede de to til lytternes og seernes redaktør - med særlig henvisning til DR's egen programetik. Lytternes og seernes konkluderer i sin indstilling, hvor han afviser den samlede klage, blandt andet:

"Det centrale er, at en DR-medarbejder medvirker i udsendelsen og i denne sammenhæng klart præsenteres som ekspert og forfatter. Han kommer i diskussionen med den vurdering, at tilhængerne af konspirationsteorierne om "9/11" ignorerer 99 pct. af de informationer, der modsiger deres teorier. Det er en vurdering, som helt forsvarligt kan indgå i en udsendelse, der samtidig bringer interviews med fortalere for de såkaldte konspirationsteorier.  At det også fremhæves, at det samme argumentationsmetode - uden sammenligning i øvrigt - gør sig gældende for Holocaust-benægterne, kan ikke ændre denne konklusion.Vurderingen i udsendelsen kunne ganske vist med fordel have været præsenteret i en mindre grov debattone og med andre paralleller. Det er efter min opfattelse ikke en debattone, som DR bør promovere. Der var imidlertid ikke tale om noget brud på DR's Programetik, sådan som klagerne har hævdet. Der er derfor heller intet grundlag for, at DR af den grund beklager eller på nogen måde forpligtes til at lave de særlige nye udsendelser med Niels Harrit m.fl., som der er stillet krav om."

Hele afgørelsen kan læses her.