Klage over "Det store fupnummer" sendt på P1 den 1. november 2012. Afgjort d. 19. marts 2013. Ikke kritik af DR.

To medvirkende klagede til Pressenævnet over programmet "Det store fupnummer på P1", der handlede om kritikken af den officielle forklaring om angrebet på World Trade Center den 11. september 2001.

Klagerne mente, at programmets formål var at miskreditere dem, fordi de er skeptiske over for den officielle 9/11-forklaring. Blandt andet blev der klaget over, at en DR-journalist, Ole Retsbo, der tidligere har skrevet en kritisk bog om "9/11-skeptikerne", i udsendelsen sammenlignede klagerne med holocaulst-benægtere med følgende formulering:

”Det minder om, uden at jeg overhovedet vil sammenligne, men det minder om det fænomen, der hedder holocaust-benægtere …, som jo er karakteriseret ved, at de benægter, at jødeudryddelserne fandt sted under 2. Verdenskrig med henvisning til et teknisk argument, nemlig at ovnene i Auschwitz ikke var store nok til at udslette så mange jøder”.Der blev endvidere klaget over, at Ole Retsbo i udsendelsen både havde rolle som ekspert, der skulle give 9/11-skeptikerne modstand, og som tilrettelægger i programmet i form af sin rolle som journalist i DR.

Pressenævnet udtalte ikke kritik af DR med følgende begrundelse:"[Person A] (Ole Retsbo, red.) bliver i udsendelsen præsenteret som journalist og ekspert på det pågældende område. Speakeren nævner videre, at han og [Person A] kender hinanden. Med baggrund i præsentationen af [Person A] finder nævnet ikke grundlag for at fastslå, at DR herved ikke har udvist tilstrækkelig kildekritik. Det står således klart for lytteren, at [Person A] optræder i udsendelsen i kraft af sin baggrund som ekspert og ikke som journalist på DR.

Det fremgår af udsendelsen, at [Person A]s udtalelser kan være farvet af det forhold, at han har skrevet en bog, der modsiger skeptikere af angrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Nævnet finder, at den påklagede udtalelse er [Person A]s personlige vurdering og ikke en faktisk oplysning, hvorfor der ikke foreligger en tilsidesættelse af god presseskik.

Udtalelsen kommer i umiddelbart tilknytning til klagernes egne oplysninger, og nævnet finder ikke, at udtalelsen – eller de i øvrigt bragte oplysninger – er af en sådan karakter, at DR burde have efterprøvet oplysningerne ved at forelægge dem for klagerne med henblik på en kommentar."Hele afgørelsen kan læses på Pressenævnets hjemmeside.