Klage over satireindslag i forbindelse med DR's OL-dækning. Samlet svar til otte klagere. Afgjort den 18. september 2012. Delvist medhold.

DR’s stort anlagte dækning af OL i London rummede også en mindre række satiriske indslag med Anders Lund Madsen som den gennemgående figur. Otte seere klagede til lytternes og seernes redaktør, som udarbejde ét samlet svar til klagerne.

DR’s stort anlagte dækning af OL i London rummede også en mindre række satiriske indslag, med Anders Lund Madsen som den gennemgående figur. Indslagene omfattede først og fremmest kommenteringen af hold-konkurrencen i synkronsvømning på DR1 den 10. august fra kl. 16.00. Den blev - ligesom den tilsvarende konkurrence i Beijing i 2008 - kommenteret af De Sorte Spejdere. Endvidere lavede Anders Lund Madsen en række andre indslag, som han bagefter præsenterede i DR’s OL-studie i London. Indslagene omfattede bl.a. interview med en hest vedrørende dressurridning samt dækningen af finalen i den tungeste klasse i vægtløftning for kvinder. Indslagene førte til en stribe klager. Flere fandt det forkert overhovedet at blande sport og satire, mens andre fandt indslagene umorsomme eller forstyrrende.

Lytternes og seernes konkluderede i sin indstilling: "Der er intet til hinder for, at DR bringer et par satiriske indslag fra en stor sportsbegivenhed – sådan som det senest skete ved OL i London. Rammerne for en sådan satire skal være vide og de bragte indslag var som helhed forsvarlige i forhold til DR’s etiske retningslinjer. Et indslag kunne imidlertid opfattes som unødigt ondskabsfuldt overfor en kinesisk vægtløfter(”Er det et menneske, er det et menneske?”). En så ydmygende bemærkning bør undgås – og DR’s værter bør som udgangspunkt lægge afstand til det, når den slags udsagn falder i en live-udsendelse. Jeg vil opfordre til, at denne konklusion kort omtales på DR’s Fejl og Fakta-side og at der linkes hertil fra den side på dr.dk, hvor indslaget stadig kan ses."

Du kan læse hele klagesvaret her.