Historien fortæller, at Oehlenschläger (1779-1850) som ung mand gik tur i Søndermarken med naturfilosoffen Henrik Steffens. De talte uafbrudt i 16 timer, og den unge Adam besluttede sig undervejs for at droppe studierne. Bagefter gik han hjem og skrev 'Guldhornene', som udkom i samlingen 'Digte 1803'. Med den digtsamling blev den danske romantik indledt.

Den unge Oehlenschläger tænkte som digteren Ewald, at kunsten kan formidle en guddommelig indsigt. I Oehlenschlägers digte bliver naturen besjælet med en guddommelig kraft. Ifølge den romantiske tanke er kunstneren naturens udvalgte barn; et uskolet, skabende geni, der former sine værker ligesom naturens skabende kraft. Helt i romantikkens ånd dyrker Oehlenschläger det nordiske arvegods, når han besynger guder og sagnhelte og det oprindelige i folkeeventyr og myter.

Nogle af hans digte lever stadig i bedste velgående, som når fodboldfans skråler med på nationalsangen inden en landsholdskamp. Det var nemlig Oehlenschläger, der i 1819 skrev 'Der er et yndigt land'.

Steen Steensen Blicher (1782-1848) var samtidig med guldalderens romantikere, men hans socialpsykologiske indsigt og brug af den folkelige fortællings temaer placerer ham både før og efter hans egen tid.

Mens guldalder-kollegerne udfoldede sig i København, gik Blicher omkring på den jyske hede og drømte sig væk fra sin præstegerning. Siden ungdomsårene havde han været mere interesseret i litteratur og skrev både lyrik, faglitteratur og noveller.

Blichers noveller står som et højdepunkt i dansk prosa. Novellerne fortæller ofte et tragisk skæbneforløb. Det ses fx i 'Hosekræmmeren' (1829), hvor hosekræmmerens datter Cecilia bliver sindssyg af kærlighed, fordi hun ikke må gifte sig med den, hun elsker. Blicher blander de romantiske beskrivelser af længsel, skæbne og kærlighed med en realistisk miljøbeskrivelse og viser en præcis psykologisk indsigt i sine karakterer.

Blicher bryder med den traditionelle alvidende fortæller og indfører en jeg-fortæller, som er styret af sine egne interesser og derfor i en vis forstand upålidelig. De første mange årtier blev Blichers upålidelige fortællere dog taget på ordet, og det er først i nyere tid, at opmærksomheden har samlet sig om denne leg med fortællerstemmen.

Blichers stramme og interessante fortællestil har været inspiration for en stor del af den moderne danske litteratur.

H.C. Andersen (1805-75) blev født i Odense som søn af en skomager og en vaskekone. Andersen ønskede sig langt væk fra fattigdommen og rejste som 14-årig til København for at prøve lykken og blive berømt. Han dumpede som sanger, balletdanser og skuespiller, men viste sig at have et særligt talent for at skrive. Han skrev digte, rejsebeskrivelser og skuespil, og i 1835 bragede han igennem med romanen 'Improvisatoren' og de første hæfter med 'Eventyr, fortalte for Børn'.

Med eventyrene opfinder H.C. Andersen en ny genre, hvor han låner folkeeventyrenes form og fornyer dem til sine helt egne kunsteventyr. Han trækker talesproget med ind i skriftsproget og skaber på den måde en forudsætning for den senere modernistiske prosa. Tonen er bevidst naiv, han bruger ordspil, leger med fortællerrollen og glider mellem det konkrete og det abstrakte. Eventyrene er både komiske, tragiske, rørende, satiriske eller det hele på én gang.

På trods af den internationale succes med især eventyrene kommer H.C. Andersen aldrig til at opfatte sig selv som del af det gode selskab. Konstant fortæller han historien om mennesket, der drømmer om at blive anerkendt som i 'Den grimme ælling', hvor ællingen længes efter at blive set som den smukke svane, den i virkeligheden er.

Søren Kierkegaard (1813-1855) blev født som yngste søn af en velhavende købmand. Han arvede både sin fars formue, tungsind og strenge kristendom, og opfyldte faderens ønske om at læse teologi. I 1840 forlovede han sig, men hævede forbindelsen året efter, fordi han allerede "religiøst set" følte sig forlovet. Derefter kastede han sig ud i et usædvanlig rigt og omfattende forfatterskab; litterært i sin form og filosofisk i sit indhold.

I værkerne diskuterer Kierkegaard begreber som angst, ironi, gentagelse, etik og æstetik, og han retter en voldsom kritik af kirkens tandløse kristendomsforståelse. Hans egen forelskelse, forlovelse og brud bliver en litterær drivkraft for ham, bl.a. i 'Forførerens dagbog' fra hovedværket 'Enten-Eller' (1843).

Stilistisk spænder han fra det knudrede til det rene og klokkeklare, og han leger gerne med friske bemærkninger, ætsende ironi og drilagtige sammenligninger. Forfatterskabet demonstrerer Kierkegaards suveræne overblik, dybe forståelse for tilværelsen og en knivskarp evne til at indfange en livssituation i et billede.

Kierkegaards tanker om, at den enkelte må tage ansvar for sit eget liv og "træde i eksistens" har i eftertiden stået fadder til den filosofiske eksistentialisme.

Herman Bangs impressionistiske skrivestil blev banebrydende for den moderne prosa.

Herman Bang (1857-1912) var både skuespiller, instruktør, journalist og forfatter.

Efter et ophold i Frankrig blev Herman Bang inspireret af de impressionistiske maleres flimrende øjebliksbilleder og overførte teknikken til litteraturen.

Bangs fremstilling var nærmest filmisk med meget dialog og meget usagt mellem linjerne. I stedet for at fortælle om personer og begivenheder, viste han dem direkte.

Arbejdet med den kunstneriske skrivestil opslugte Bang og gjorde ham unik i dansk litteratur. I 1879 udgav han samlingen 'Realisme og realister', som varslede det moderne gennembrud.

I dagspressen lå Herman Bang i åben krig med litteraturprofessor Georg Brandes på trods af, at deres meninger om litteratur ikke var så forskellige endda.

Både Bang og Brandes var fortalere for den problematiserende realistiske roman, men de var uenige om kompositionen. Mens Brandes mente, der burde være regler for form og komposition, var Bang overbevist om, at stoffet styrede kompositionen.

Henrik Pontoppidan gjorde oprør mod sine forældre, da han valgte at læse til ingeniør. Studiets naturvidenskabelige tankegang var i direkte modstrid med hans fars kristne livsopfattelse.

Pontoppidan (1857-1953) blev dog aldrig færdig som ingeniør. Til gengæld blev en af Danmarks mest betydningsfulde forfattere og vandt en delt Nobelpris i litteratur i 1917.

Det er de fattiges problemer, som er udgangspunkt for Pontoppidans tidlige værker. Pontoppidan er en af bannerførerne for realismens kritiske fremstilling af de svagestes levevilkår.

Hans forfatterskab er mangesidigt og spænder over fyrre år. I begyndelsen var Pontoppidan inspireret af Georg Brandes, som var fortaler for den naturalistiske, problematiserende litteratur.

Senere blev Pontoppidans romaner mere psykologiske og indadvendte. Scenen er stadig det realistiske miljø, men det er hovedpersonens egen udvikling, der er i centrum som fx i udviklingsromanen 'Lykke Per' (1898-1904).

Hylderne hos boghandlerne var traditionelt domineret af mandenavne, men i slutningen af 1800-tallet gjorde enkelte kvindenavne opmærksom på sig selv.

Dansk-norske Amalie Skram (1846-1905) havde den kvindelige psyke i fokus i sit forfatterskab. Som noget nyt beskrev hun ægteskabet set fra kvindens synspunkt. I debutromanen 'Constance Ring' (1885) bruger Skram sine egne erfaringer fra et forlist ægteskab.

Igennem 1880'erne rasede sædelighedsfejden, som også blev kaldt "den store nordiske krig om seksualmoralen". I fejden debatterede en række kulturpersoner om forskellen på kravene til kvinder og mænd.

Amalie Skram angreb kravet om, at kvinder skulle være mere kyske end mænd. Mændene kunne undskylde sig med at være styret af kønslige lyster, mens kvinder, der udviste seksuel adfærd, var mentalt forstyrrede. Andre nordiske forfattere som norske Bjørnstjerne Bjørnson og svenske Victoria Benedictsson gav også næring til bålet med naturalistiske romaner om den borgerlige dobbeltmoral.

Selvom Amalie Skrams bøger var med til at skabe debat i slutningen af 1800-tallet, følte Amalie Skram ikke, at hun blev forstået. Først i 1970'erne blev hun for alvor anerkendt i forbindelse med en fornyet interesse for kvindens stilling i samfundet, og hendes bøger blev genudgivet.

Der er to sider i Johannes V. Jensens forfatterskab. Den gammeldags tilbageskuende og den modernistisk fremadrettede.

Johannes V. Jensen (1873-1950) var født i Himmerland og gav den jyske stemme kraft i litteraturen. Han beskrev det helt almindelige liv blandt bønder, fiskere og arbejdere i Jylland. Oven i købet på jysk.

Men han var også verdensmanden, der rejste til Asien og USA i en tid uden rutefly og lyntog og lod sig inspirere af kulturmøder og den teknologiske udvikling.

Han revolutionerede dansk poesi og prosa med et voldsomt og stærkt sanset sprog, som andre forfattere bl.a. Tom Kristensen og Klaus Rifbjerg lod sig inspirere af. Jensens 'Digte' (1906) har et moderne ordvalg, og digtningen er modernistisk.

Hovedværket 'Kongens Fald' (1900-1901) er sigende for Jensens modsætningsfyldte forfatterskab. Livet og døden er to sider af samme sag. Livet indeholder både dyb håbløshed og vild livsbegejstring. 'Kongens Fald' blev i 1999 kåret til århundredets bedste danske roman i Politiken. I samtiden oplevede Johannes V. Jensen også at blive hædret.

Solidaritet er nøgleordet i Martin Andersen Nexøs forfatterskab.

Martin Andersen Nexø (1869-1954) skrev om arbejderklassen på baggrund af sine egne erfaringer som søn af en fattig brolægger. Han var sammen med forfattere som Hans Kirk og Marie Bregendahl en del af det folkelige gennembrud og arbejderlitteraturen, der satte fokus på fattigdommen og arbejdernes trange forhold.

'Pelle Erobreren' (1906-1910) blev Nexøs helt store bedrift. Pelle bliver den første store arbejderhelt i dansk litteratur, og værket følger Pelles udvikling fra fattig vogterdreng til socialistfører. Pelle er det gode menneske, der med hårdt arbejde formår at rive sig fri af sult og nød, og som bruger sine evner på at kæmpe på de smås side mod de ulige vilkår i samfundet.

I det politiske liv fik arbejderbevægelsen fodfæste samtidig med Martin Andersen Nexøs forfatterskab.

Nexø var selv blandt stifterne af Socialistisk Arbejderparti (1918), en forløber for Danmarks Kommunistiske Parti.

Krig, revolution og tomhed var nogle af indtrykkene, som Tom Kristensen bearbejdede i sin digtning.

Tom Kristensen (1893-1974) var ung i en tid, hvor den kollektive fremtidsbegejstring brat blev afløst af en individuel krise. Første Verdenskrig efterlod knuste fremtidsdrømme og en generation af unge, der siden er blevet kaldt "den tabte generation".

I ungdomsårene troede Tom Kristensen ikke på, at der var en mening med tilværelsen. Eller at menneskene havde et ansvar, fordi den fri vilje ikke eksisterede. Derfor hældte han i sin digtning en masse farver på sit mørke livssyn.
Tom Kristensen blev inspireret af Johannes V. Jensens maleriske og beskrivende sprog. Johannes V. Jensens novellesamling 'Intermezzo' (1899) betog Tom Kristensen og inspirerede ham til at udforske det danske sprogs muligheder.

Tom Kristensens lyrik er ekspressionistisk . Han bruger sproget til at vise sin begejstring, angst, glæde eller frustration og giver udtryk for sin subjektive oplevelse af stemninger og begivenheder.

Romanen 'Hærværk' (1930) blev Tom Kristensens hovedværk. Romanen har mange selvbiografiske træk fra forfatterens eget hærværk af sig selv med et alkoholmisbrug.

Tom Kristensens forfatterskab strakte sig over en kun ti-årig periode. Efter 1930 koncentrerede han sig om arbejdet ved Politiken som tidens væsentligste litteraturanmelder.

Karen Blixen havde en særlig evne til at iscenesætte sig selv, og i dag er hendes person nærmest en myte.

Karen Blixen (1885-1962) var en eksotisk person, da hun debuterede som forfatterinde. Hun havde levet 20 år som kaffefarmer i Afrika, været gift med en baron og skilt igen.

I 1934 udgav Karen Blixen 'Seven Gothic Tales' til det amerikanske marked under pseudonymet Isak Dinesen. Bogen skaffede hende straks et stort publikum af amerikanske læsere.

Karen Blixen oversatte den selv til dansk, og i 1935 debuterede hun i Danmark med den let ændrede 'Syv Fantastiske Fortællinger'.
Fortællingerne ligner slet ikke samtidens socialrealistiske romaner eller moderne lyrik.

Karen Blixen bygger videre på den mundtlige fortælleform fra folkesagnene og visernes tid. Hendes sprog er gammeldags, og handlingen foregår blandt aristokrater i tiden mellem 1770 og 1848. Til gengæld peger hendes komposition fremad.

I værkerne undersøger Karen Blixen forholdet mellem et menneskes identitet og dets skæbne, og hun er ligesom modernisterne interesseret i jeg'et i fortællingen.

Efter Anden Verdenskrig kom individet i centrum i litteraturen. Hvem er jeg?, spurgte digterne.

Martin A. Hansen (1909-1955) var en af efterkrigstidens mest betydningsfulde forfattere. Han var også medredaktør af litteraturtidsskriftet Heretica, hvor tidens forfattere skrev i kølvandet på værdikrisen.

Fem års besættelse ændrede livsopfattelsen hos mange forfattere. Den eksistentielle litteratur gjorde op med den naturalistiske litteratur, som ellers havde domineret lige siden slutningen af 1800-tallet.

Martin A. Hansen skrev i 1950 den eksistentielle roman 'Løgneren'. I modsætning til den naturalistiske udviklingsroman er eksistentielle romaner koncentreret om et vendepunkt over kort tid. 'Løgneren' giver sig i sin form ud for at være en dagbogsroman. Romanen handler om fire afgørende forårsdage i skolelæreren Johannes Vigs liv. Som i Blichers noveller møder læseren en upålidelig fortæller.

Martin A. Hansens romaner og noveller er skrevet i en udpræget realistisk stil, men der indgår også mange symbolske træk. Især naturen bliver brugt som billeder på menneskesindet.

Kampen mellem det gode og det onde i et menneske er centralt i Martin A. Hansens forfatterskab. Hans eksistentielle tematik fører i en religiøs retning i modsætning til andre af tidens eksistentielle forfattere, fx Peter Seeberg og Tage Skou-Hansen, som repræsenterer en etisk eksistentialisme.

I 1960'erne beskrev lyrikerne konfrontationen med omverdenen.

Klaus Rifbjerg (1931-) har over 100 titler på samvittigheden fra et langt og vidtfavnende forfatterskab. 'Den kroniske uskyld' (1958) står som hans uundgåelige hovedværk i romangenren og er blevet læst af årgang efter årgang af skole- og gymnasieklasser.

Hans digtsamling 'Konfrontation' (1960) markerede begyndelsen for konfrontationsmodernismen i dansk lyrik. Her er det målet direkte at konfrontere mennesket med det moderne samfund og al den moderne teknologi.

Rifbjerg bruger rolledigtning i 'Konfrontation'. Her får ting som stilladser, færdselsulykker og et stykke håndsæbe hovedrollerne. Detaljerne i rolledigtet 'Livet i badeværelset' (1960) bliver fortalt ud fra håndsæbens synsvinkel.

Rolleindehaveren i digtet er konstant i clinch med sin omverden. I konfrontationsdigtningen er mennesket en fremmed i teknikkens verden. Men hvor andre digtere beklager udviklingen, er Rifbjerg samtidig fascineret af teknikken og alle dens muligheder.

Rifbjerg udforsker konstant sproget og får - ligesom Johannes V. Jensen - hverdagsord ind i poesien. Formentlig er Rifbjerg den første, der har brugt ordet "sildesalat" i et digt.

Tove Ditlevsen var elsket af læserne. Men hendes samtidige modernistiske forfatterkolleger var ikke imponerede af hendes litteratur.

Tove Ditlevsen (1917-1976) skrev om hverdagsproblemer og det nære liv. Hun var i øjenhøjde med læserne og i dialog med familien Danmark, når hun arbejdede som brevkasseredaktør.

Til forskel for modernisternes svært tilgængelige lyrik var Tove Ditlevsens digtning lige til at forstå.Både i digte og romaner tog Tove Ditlevsen udgangspunkt i sit eget liv og egne erfaringer, bl.a. i romanen 'Barndommens gade' (1943), hvor hun med stor indføling beretter om det Vesterbro, hvor hun selv voksede op.

Gennem forfatterskabet bevæger temaerne sig fra pigesind over kvinden i ægteskabet til slutteligt at handle om ensomhed og angst.

Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976 efter et stormombrust liv med fire ægteskaber og et stigende misbrug af alkohol og morfin.

Storbyen sugede de unge firserdigtere til sig og frastødte dem på samme tid.

Søren Ulrik Thomsen (1956-) debuterede med den stilsikre digtsamling 'City Slang' (1981). Debuten rammer ensomheden i storbyen. Aldrig har mennesket i litteraturen været mere alene og overladt til at finde sin egen indre ligevægt.

Thomsen leger med ord og rytme, og musikaliteten i digtene fra 'City Slang' bliver understreget, da Lars H.U.G. sætter melodi på teksterne i 1984.

Firserlyrikken var generelt depressiv og samfundskritisk. Den blev betydningsfuld for punkbevægelsen, og gjorde op med 1970'ernes jordnære prosa og lyrik, som bl.a. Lola Baidel og Vita Andersen skrev.

Ikke alle Søren Ulrik Thomsens digterkolleger overlevede perioden. Michael Strunge begik selvmord i 1986 og efterlod sig et kort, men kultisk spor i lyrikken. F.P. Jac forsøgte at drikke sig ihjel - dog uden held.

Inspirationen fra digteren Henrik Nordbrandt er tydelig hos Søren Ulrik Thomsen med den klassisk slyngede syntaks, det skønhedsdyrkende og evnen til at fange livets paradokser. Senere i forfatterskabet har Thomsen skrevet sig ind i en filosofisk, etisk og religiøs retning, hvor døden spiller en væsentlig rolle.

"I denne bog sker der ikke en skid, men det er denne ikke-skid, der sker og sker".

Sådan skrev Weekendavisens anmelder om Helle Helles roman 'Hus og Hjem' (1999), og det er netop det, der foregår i hendes tekster.
Siden debutbogen 'Eksempel på liv' (1993) har Helle Helle (1965- ) i sine noveller og romaner udviklet en raffineret moderne realisme. Teksterne tegner et billede af stille eksistenser i den danske provins, af udsatte, klemte og ensomme mennesker bag en tilsyneladende perfekt overflade.

Hos Helle Helle skal der læses mellem linjerne. Hun arbejder med en underspillet, næsten stillestående handling og en helt stram form. Sproget er svalt og nøgternt, nedbarberet til det minimale og krydret med kulsort humor. Og som i St. St. Blichers noveller er det fortælleren, der spiller hovedrollen.

Helle Helle iagttager omhyggeligt sin omverden og sætter ord på iagttagelserne. Hun beskriver i nøje afmålte detaljer ganske almindelige hverdagssituationer, men under alt det ligger små og store katastrofer på lur og udpeger for læseren det absurde, uundgåelige og tragikomiske i tilværelsen.

Hos Helle Helle er realismen mere intakt end hos den samtidige Christina Hesselholdt. Også hun skriver i en stram minimalprosa men mere ekspressivt og lyrisk. I sine senere tekster har Hesselholdt udviklet sig væk fra det abstrakte i retning af et mere genkendeligt univers.