Siden 2016 har børn og barnlige sjæle kunne forvandle toiletruller til rockstjerner - også kaldet rullinger - og sende dem ind til Mini MGP. I Mini MGP-studiet bliver de dekorerede toiletruller vækket til live i deres helt eget MGP-show med værten Silja.
Fantasien kan igen i år få frit løb, når programserien går i luften til oktober. Men som noget nyt kan børnehavebørn og de mindste elever i grundskolen allerede nu skabe deres helt eget eventyr med heltemodige eller ondsindede rullinger.
På DR Spire og DR Skole – som er DR’s læringsplatforme til henholdsvis daginstitutioner og grundskolen – får rullingerne deres helt eget eventyr. Igennem årene har holdet bag Mini-MGP taget imod de skønneste rullinger – alle med en god historie. For rullingerne er i den grad bevis på, at børn har en fantastisk fantasi og en unik evne til at fortælle historier. Og netop denne fortælleglæde sætter vi i spil med læringsforløbet ’Mini MGP - på eventyr’.
Lær om eventyr med Silja og rullinger
I ’Mini MGP – På eventyr’ lærer børnene om klassiske eventyrtræk, inden de skal lave eventyr med deres rulling som hovedperson. I sjove videoklip giver Silja børnene inspiration til at bygge rullinger og lave eventyr med lige de karakterer, som de ønsker. For hvem siger, at en helt behøver at være en prins? Hvorfor ikke en ninja eller en spejder? For selvom vi med forløbet introducerer børnene for klassiske eventyr, så opfordrer vi til, at deres hovedperson kan være lige det, de har lyst til.