Sara Bro stopper på populær podcast: Her er den nye vært

Sara Bro takker af som vært på 'Hjerteflimmer for voksne' og giver stafetten videre til Sebastian Lynggaard.

Sebastian Lynggaard – også kendt som Herlige Svend – er ny vært på 'Hjerteflimmer for voksne'. (Foto: © Petra Kleis, DR)

Hvis du er en af de mange, der er fast lytter af 'Hjerteflimmer for voksne', skal du vænne dig til nye boller på suppen.

Den populære podcast får nemlig ny vært.

Det er Sebastian Lynggaard, som du måske kender fra Instagram-profilen 'Herlige Svend', der har over 100.000 følgere.

Dermed skal Sebastian drive den podcast videre, som Sara Bro har været vært på siden 2020. Første afsnit med Sebastian som vært lander mandag den 4. marts.

Og det er en opgave, han bestemt ikke tager let på:

- Jeg er røvhamrende nervøs for det, jeg har sagt ja til. Jeg er ved at skide i bukserne. Det er nogle sindssygt store sko, jeg skal udfylde, siger han med henvisning til Sara Bros indsats som vært.

Sebastian Lynggaard er selv kæmpe fan af podcasten, som han har hørt alle afsnit af – og selv medvirket i.

Og selvom det er med en del ærefrygt, at han går til opgaven, håber han på, at hans værtsskab kan bidrage med noget nyt til podcasten:

- Jeg tror, det bliver mega spændende. Jeg tror, samtalen kommer til at ændre sig en smule, blandt andet fordi jeg har et andet køn end Sara, siger han og fortsætter:

- Jeg elsker, at Sara har et skabt et univers, hvor man tager følelser alvorligt – ikke som noget, man skal holde ud, men som noget, man kan lære af, så vi alle sammen vokser.

'Hjerteflimmer' er et hjertebarn for Sara Bro

Udover en ny vært kommer podcasten ikke til at ændre sig, og konceptet fortsætter, som du kender det.

Det vil sige, at der i hvert afsnit kommer en kendt gæst med et kærlighedsspørgsmål, som Sebastian Lynggaard sammen med forfatter, foredragsholder og ph.d. i socialpsykologi Jytte Vikkelsøe skal forsøge at besvare.

Jytte Vikkelsø er fortsat med i 'Hjerteflimmer for voksne', selvom podcasten har skiftet vært. (Foto: © Petra Kleis)

Og den allerførste gæst i første program med Sebastian Lynggaard som vært bliver ingen ringere end netop Sara Bro.

- Jeg var mega nervøs. Pludselig kunne jeg mærke det, som gæsterne plejer at sige til mig: "Jeg er altså lidt nervøs".

- Og så sagde Jytte noget helt andet end det, jeg havde regnet med. Så jeg fik et helt nyt perspektiv. Og var selvfølgelig alt for ærlig, siger Sara Bro med et grin.

Sara Bros historie med kærlighedskonceptet går faktisk helt tilbage til 2006, da hun var tv-vært på ungdomsprogrammet 'Hjerteflimmer'.

Her havde hun besøg af kendte gæster som Simon Jul, Oliver Bjerrehuus og Ibi Støvring, der hjalp seerne med at besvare deres kærlighedsspørgsmål.

Sara Bro har siden efteråret 2020 været vært på 'Hjerteflimmer for voksne', men nu skal hun i gang med nye projekter. (Foto: © Emma Ishøy)

Og siden 'Hjerteflimmer for voksne' genopstod som podcast i efteråret 2020, har hun lavet over 100 episoder af programmet.

Men nu er det altså tid til at sige farvel til det, Sara Bro kalder for sit hjertebarn og noget af det, hun er allermest stolt af at have lavet gennem sin karriere.

- Jeg har selv opfundet det og har lavet programmerne helt selv. Klippet og lavet alt selv. Jeg har lavet podcasten i over tre år og 120 episoder.

Glad for den nye vært

Sara Bro understreger, at hun selv har taget beslutningen om at stoppe som vært på podcasten og er glad for, at det lige præcis er Sebastian Lynggaard, der bliver ny vært i 'Hjerteflimmer'-regi.

- Han tager stilling til nogle vigtige ting i vores samfund og har en masse holdninger, som er super vigtige. Han brænder for og kæmper for nogle ting, jeg synes er vildt nice.

Og hvad kan Sebastian Lynggaard så tage med videre fra Sara Bro?

Den nye 'Hjerteflimmer'-vært har et bud:

- Det vigtigste, Sara har sagt, er, at programmet ikke må blive for generelt. Det er ægte menneskers personlige perspektiver på virkelige følelser og kærlighed. Gæsterne skal tage ejerskab på deres historie, det må ikke blive "man", siger han.

Første afsnit af den nye sæson af 'Hjerteflimmer for voksne' har premiere i DR LYD mandag den 4. marts.