Spoiler-advarsel: I artiklen her afsløres det, hvad der sker i det seneste afsnit af 'Gift ved første blik'. Hvis du vil se afsnittet, inden du læser artiklen, så tjek det ud på DRTV.
Grin, gråd, kaos, kærlighed – og nå ja, akavede øjeblikke.
Sikke nogle følelsesmæssige opture, nedture og sejlture, dette års 'Gift ved første blik' har budt på.
Men ligesom ægteskaberne i tv-eksperimentet varer intet for evigt, og sæsonen er nu slut for i år.
Og selvom vi seere lige har forladt de ti medvirkende, stoppede tv-optagelserne faktisk allerede i sommer.
Og siden da er der sket meget for flere af de medvirkende singler.
Herunder giver dr.dk dig en status på alle de ti 'Gift ved første blik'-deltagere og deres svære kærlighedsliv – der måske er blevet lidt lettere for flere af dem i dag:
Lars, 50 år: 'Det har været helt vanvittigt at være med'
- Det har været helt vanvittigt at være med. Jeg havde nok undervurderet programmets størrelse, og det kom som en overraskelse for mig, hvor stor eksponeringen var, da det hele gik amok – men amok på en positiv måde. Jeg har kun positive oplevelser og mødt kærlighed fra alle.
- Mit selvværd var ikke kæmpestort, da jeg startede; er man god nok i andres øjne? Men det her med at helt fremmede skriver søde ting, er jeg stolt over, og det giver et kæmpe boost.
Hvad med kærligheden, Lars. Er der noget nyt?
- Jeg kan godt mærke, der er en del mere aktivitet på min mobil end før. Der har været en masse nye venneanmodninger, nogle der vil "sælge" deres mor eller deres veninde, jeg bliver så glad.
Har du en kæreste?
- Ja, jeg dater én fra min paddleklub. Kæmpe ros til hende, hun har været ekstremt god til at være i det, og vi griner sammen, når vi ser det. Hun prøver at holde mig nede, når jeg bliver rost for meget. Jeg er rigtig glad.
Lone, 48 år: 'Vi har delt en helt speciel oplevelse'
- Det har været en spændende proces at være med i eksperimentet. Nu er det hele ved at lande, og jeg kan se tilbage på nogle begivenhedsrige måneder.
Hvorfor valgte du at sige nej til at fortsætte med Lars efter beslutningsdagen?
- Lars og jeg er for forskellige på nogle punkter, så det kunne aldrig blive det perfekte match, som det kunne se ud til på papiret. Men det ændrer ikke ved, at vi også har haft nogle sjove oplevelser sammen, som jeg vil mindes med et smil på læberne – herunder vores madkursus i Athen. Vi har delt en helt speciel oplevelse, som der nu er kommet et fint punktum på.
Er der noget nyt med kærligheden?
- Jeg har ikke fundet kærligheden i skrivende stund, der har været meget at fordøje, og tiden er fløjet afsted med de nye venskaber, jeg har fået i de andre deltagere. Meget af tiden har været centreret om 'Gift ved første blik'. Men jeg har helt sikkert fået mere lyst til at gå ind i en dybere relation, og jeg glæder mig til at møde et dejligt menneske, der er samme sted.
Rolf, 41 år: 'Jeg har fået ganske få tilbud'
- Jeg er glad for at have været med. Der er også ting, jeg ikke bryder mig om, som at vi fremstår som unuancerede karakterer, og den del kan jeg være ked af. Så har folk alle mulige holdninger til os, som er bygget på så lidt. Men når man tager alt med, plus og minus, er jeg klart glad for, jeg meldte mig og blev udvalgt og har haft den her samlede oplevelse.
Hvordan var det at sige nej på beslutningsdagen?
- Jeg var glad for, at Nina og jeg havde snakket om det, så jeg ikke sad dér og smed en bombe. Men det var svært, når vi ikke var helt samme sted, det blev jeg da påvirket af.
Hvorfor?
- Nina er et menneske, jeg kom meget tæt på og lærte godt at kende. Der var en del af mig, der ville ønske, jeg kunne modsvare det med de samme følelser. Men det var virkelig vigtigt, at jeg var ærlig og ikke sagde ja til noget, jeg ikke var med i. Desværre.
Hvad med kærligheden?
- Jeg er fri på markedet. Jeg har fået ganske få tilbud, men har heller ikke været aktiv på nogen måde, da jeg var ret træt efter optagelserne og havde brug for at følge op i forhold til andre dele af mit liv, jeg havde forsømt de seneste måneder.
Nina, 32 år: 'Håbet er lysegrønt'
- Jeg er sindssygt glad for, at jeg har deltaget, det har bare været en kæmpe oplevelse, og jeg prøver på at komme med i 11'eren, der bør hedde 'En chance til'.
- Jeg har fået en masse vidunderlige venner og en indbakke, der er fyldt med søde beskeder fra mennesker, der synes, jeg har en fed energi, eller kan spejle sig i vores forhold og bliver stoppet på gaden af folk. Det er virkelig vildt – det vil jeg ønske for alle, at de kan opleve.
Er du ked af, at I ikke gav det en chance efter beslutningsdagen?
- Jeg ville gerne have prøvet det af. Jeg var nysgerrig efter, hvad vi kunne, hvis vi gav det lidt mere tid. Men jeg havde ikke lyst til at overtale nogen til at være gift med mig; det er Rolf og jeg for fede mennesker til. Så vi skiltes med stor omsorg og respekt for hinanden, og jeg havde ro i maven over den beslutning.
Hvad med kærligheden – er der noget nyt?
- Håbet er lysegrønt. Jeg har været ude at blive luftet lidt i sommer, hvor jeg hyggede mig lidt på festivaler, men nej, jeg er jo først blevet skilt nu i offentligheden og har ikke nogen i kikkerten. Nu kommer jeg til at date lidt mere målrettet. Jeg plejede at være skidebange for at indrømme, at jeg ville have en kæreste, men det er der nok ikke nogen, der er i tvivl om længere.
Katrine, 32 år: 'Jeg har da været på én date og er da i gang'
- Jeg fortryder mit match, men jeg fortryder ikke, at jeg meldte mig til eksperimentet, selvom det ikke blev det drømmeeksperiment, jeg fantaserede om. Det var hårde lærepenge, men jeg fik en helt anden selvindsigt, som jeg ikke tror, man får, hvis man ikke bliver filmet og skal reflektere over det hele.
Taler dig og Nicolas sammen i dag?
- Nej, jeg havde sendt et par beskeder, han ikke svarede på, men efter fire uger skrev han pludselig til mig, at han havde sagt noget lidt for hårdt om mig til en journalist. Så hørte jeg podcasten og så, at han fortsatte med at tale om mig i meget hårde vendinger til andre; det behøver jeg ikke i mit liv.
Er der noget nyt med kærligheden?
- Jeg har da været på én date og er da i gang, men det er også midt i efterspillet. Jeg har fået mange beskeder, og der er nogle få rigtig gode mænd imellem – men jeg skal lige have mig selv med. Når det sker, går jeg i gang, for de indeholder mange kvaliteter og kan se en fordel i alt det, jeg blev kritiseret for af Nicolas.
Nicolas, 34 år: 'Jeg er ikke sikker på, om jeg ville gøre det igen'
Har du fortrudt, du sagde ja til 'Gift ved første blik'?
- Da jeg sagde ja til at deltage i programmet, føltes det som det rigtige at gøre. Jeg træffer de valg, jeg gør, ud fra de overbevisninger, erfaringer og visioner, jeg har. Disse har muligvis ændret sig en smule efter den stærke oplevelse, det har været at deltage i 'Gift ved første blik', og jeg er derfor ikke sikker på, om jeg ville gøre det igen.
- Det intensive pres, der er forbundet med at blive så fejlmatchet, var mit worst case-scenarie og det mest negative ved at have medvirket.
Er der noget nyt med kærligheden i fremtiden?
- Jeg er meget optimistisk i forhold til kærligheden fremover. Og det var jeg for den sags skyld også før min deltagelse, selvom programmet uden tvivl har givet mig et nyt og uventet momentum. Jeg står meget åbent lige nu og er klar til at lande i kærligheden, når det føles rigtigt.
Anette, 57 år: 'Jeg er glad for, at jeg har kæmpet'
- Jeg ville gerne gøre det igen, hvis det skulle være. Det var en fantastisk oplevelse og en god selvudviklingsrejse, det må jeg indrømme – også selvom jeg ikke fandt kærligheden.
- Det har føltes godt at kunne sige fra og stå op for mig selv, uden at jeg tænker på, om jeg skuffer andre. Jeg er glad for, at jeg har kæmpet og fokuseret på det positive.
Var det den rigtige beslutning at blive skilt på beslutningsdagen?
- Ja, vi var meget afklarede begge to. Men følelserne sad uden på tøjet, og jeg tudede, da jeg så afgørelsen mellem mig og Frank. Der havde været så meget på spil, jeg havde givet alt, hvad jeg havde i mig, og så sad vi dér, og jeg kunne genskabe de følelser; jeg blev hevet tilbage igen. Jeg synes, det er et smukt afsnit, og vi hyggede os rigtig meget på øen.
Har du mødt en ny kærlighed?
- Nej, jeg ser ikke nogen. Efter eksperimentet har det været vigtigt for mig at bearbejde oplevelsen, før jeg lige kaster mig ud i det næste. Men jeg har da fået henvendelser fra mænd – og måske kommer der flere, når de ser afslutningen. Så jeg håber på, at den rigtige dukker op.
Frank, 57 år: 'Jeg håber, det er det rigtige'
- Det har været en fed oplevelse. Jeg ved, man kan skrue på nogle knapper, og der skal være nogle konflikter på tv, men alt i alt har det været en fed oplevelse, og jeg fortryder ikke, jeg har været med.
Hvordan var det at sige nej til at fortsætte med Anette?
- Jeg synes, det var den rigtige beslutning, fordi følelserne ikke kom. Jeg ved godt, det gælder om at opbygge en relation, men min mavefornemmelse var der bare ikke, og kemien skal jo være der – sådan er det jo. Men vi havde nogle fantastiske oplevelser, og til sidst blev jeg da også berørt af det hele. Vi nåede ikke målstregen, men fik en flot andenplads.
Hvad med kærligheden fremover – er der noget nyt?
- Når et kapitel slutter, starter et nyt i bogen. Nu er de fem uger overstået, og jeg søger jo tosomheden. Så ja, der er en ny relation nu, som jeg håber fører derhen, hvor jeg håbede, eksperimentet ville føre hen.
- Det med tålmodighed og at være mere tydelig, som jeg har lært af min medvirken, tager jeg til mig generelt – og i den nye relation. Jeg håber, det er det rigtige.
Er hun lyshåret?
- Det svarer jeg ikke på. Jeg snakker ikke hårfarve mere, haha.
Søren, 32 år: 'Det har været virkelig godt for mig'
Hvordan går det med kærligheden i dag?
- Der er ikke så meget at fortælle. Efter det blev sendt i tv, har jeg ikke været i en følelsesmæssig tilstand til at tænke på kærligheden.
- Men nu er det et nyt kapitel, og jeg har lært utrolig meget om mig selv og ved, hvad jeg skal kigge på. Takket være psykologen Trine har jeg lært de af mine mønstre, der har negativ påvirkning på et forhold – jeg forstår og anerkender dem, og det har været virkelig godt for mig.
- Nu er det her endelige punktum sat, og nu skal jeg slappe af og begynde at bearbejde, hvad der er sket og klart fokusere på mig selv og mine egne behov.
Har du fortrudt, du var med?
- Jeg fortryder absolut intet. Det har været meget bedre, end jeg nogensinde havde regnet med, og jeg har lært ti gange mere, end jeg havde forventet. Jeg har fået en virkelig god relation til Morten, og jeg håber, det fortsætter meget længere, end et eventyr kan beskrive.
Morten, 36 år: ' Nu prøver jeg lidt på at date mig selv'
- Jeg har elsket hvert eneste øjeblik. Der findes ikke nogen 'Gift ved første blik'-Morten uden Søren.
Synes du, programmet har sin berettigelse nu, hvor ingen er sammen?
- Uden tvivl. Jeg synes, det handler om at lære noget af de relationer, vi er i. 'Gift ved første blik' vil altid være et aktuelt datingprogram for mig, så længe det er repræsentativt – uanset køn, alder, etnicitet, seksualitet, og så længe det afspejler vores dating-metoder i dag.
Hvordan går det med kærligheden?
- Da jeg meldte mig til programmet, gik jeg og ventede på kærligheden. Men nu prøver jeg lidt på at date mig selv og tage mig selv lidt ud – og så skal jeg nok swipe til højre på kærligheden, når jeg er klar til at møde den.
Du kan høre meget mere om deltagernes liv i dag i 'Gift ved første blik'-podcasten med vært Jens Malthe Næsby og psykolog og matchmaker i tv-eksperimentet Trine Hjorth Bønnerup.
Du kan se finaleafsnittet af 'Gift ved første blik' her: