Jimmy er forsanger i et band og en del af fetichmiljøet – og har aldrig rørt alkohol

- Jeg er fuldstændig stærk modstander af det hele, siger 52-årige Jimmy.

(Foto: © Kristian Brasen, DR)

Når man har tilbragt flere intensive døgn sammen 18 meter under jorden, kan der opstå et tæt bånd.

Det skete for deltagerne i DR's program 'Dobbeltspil', som skulle bo og sove sammen og løse opgaver i gangene under Stenvsfortet og dyste om at vinde 100.000 kr.

Dobbeltspil

Det fik én af deltagerne, Jimmy Machon, til at arrangere en gensynsfest for de andre deltagere, da optagelserne var slut.

Men i modsætning til de andre, rørte han ikke en dråbe alkohol til festen.

For Jimmy har aldrig så meget som drukket et glas vin, taget en drink eller fået en kold dåseøl på en varm sommerdag.

Nogensinde.

- Da jeg var 11 år, besluttede jeg mig for, at jeg aldrig ville drikke. Engang har jeg fået en Piña Colada på mine læber eller måske smagt en drink med tungespidsen, men det er det, siger den 52-årige grafiker og fotograf, der underviser i Photoshop og grafisk design.

Privat bor Jimmy på Amager og har en 15-årig datter fra et tidligere forhold. På syvende år danner han par med 37-årige Kimie (på billedet), som han netop har friet til. (Foto: © PRIVATFOTO)

Han har heller aldrig røget noget som helst, taget stoffer eller andet. Det stærkeste han har budt sin krop, er to Panodil'er.

- Jeg er fuldstændig stærk modstander af det hele og ville forbyde og lukke alt, hvis jeg kunne, da jeg simpelthen ikke kan se, der kommer noget godt ud af det, siger han.

- Når jeg skal have det sjovt, kan jeg selv finde ud af det uden at behøve udefrakommende midler. Alkohol er jo en forstærker af ens følelser – hvis du er glad, bliver du mere glad, og hvis du er trist, går det den anden vej. Jeg vil gerne selv kunne kontrollere de her ting.

Mange fordele ved ikke at drikke

Det er ikke, fordi Jimmy har haft alkoholisme meget tæt inde på livet – det har bare aldrig sagt ham noget at prøve at blive beruset. Han blev bekræfet i beslutningen, hver gang han så folk blive halvfulde til familiefester, eller når hans venners storebrødre fik for meget at drikke og ville slås med andre.

- Der er jo ikke noget galt i, at folk hygger med et glas vin, men det er bare ikke noget for mig, og jeg kan se, hvordan det kan ødelægge mennesker. Faktisk har det sjovt nok en effekt på mine omgivelser, at de ofte heller ikke drikker, når jeg er der – og har det fint med det. (Foto: © PRIVATFOTO)

Så til trods for, at han som ung ofte gik i byen flere gange om ugen på de lidt alternative klubber med subkulturer og punkmusik, var det altid to-tre colaer, han drak.

- Jeg elskede at komme ud og høre alternativ musik, men kunne også se, hvordan folk endte i slagsmål og så videre, når de blev fulde. Dér var jeg bare glad for, at det ikke var mig, der stod og væltede rundt i baren og fik blackouts uden at vide, hvordan jeg kom hjem, siger han.

- I modsætning til alle andre, har jeg jo aldrig haft tømmermænd, og jeg kunne køre bilen hjem efter en bytur. Det var også meget nemmere at få kontakt til en sød pige, når jeg stod klokken 04 og var helt klar i hovedet, og hun var træt af fulde mænd, så det har haft mange fordele, siger han og griner.

Har det været svært for andre at acceptere, at du ikke drikker?

- Det var nok sværere for 20 år siden, når folk ikke kunne forstå, at jeg ikke ville have alkohol. Men det kan stadig være svært at forstå for folk – mange tror, jeg er tørlagt alkoholiker eller religiøs. Især når de hører, at jeg er sanger, siger Jimmy, som er med i et tysk band ved navn Lights of Euphoria.

- Mange bands og spillesteder tænker, at det er en selvfølge, at backstage skal flyde med alkohol, men vi beder om Coca Cola og Dr. Pepper.

Ved et tilfælde blev Jimmy for mange år siden involveret i det tyske band Lights of Euphoria, der er relativt store i dele af Europa, USA, Canada og Mexico. I over ti år er det primært Jimmy (til højre) og en anden dansk musiker, Thomas Gaarn (til venstre), der står som komponist og tekstforfatter. Musikken kan beskrives som synthwave og futurepop og har en elektronisk 80'er lyd lidt a la Depeche Mode, og bandet er aktuel med den nye single 'Surrender'. (Foto: © Dietmar Grabs)

'Jeg er meget åben overfor at prøve nye ting'

I modsætning til mange, der skal have alkohol for at slå sig løs, har Jimmy det stik modsat.

Han har intet problem med at udleve det, han føler for og er en del af fetichmiljøet i København, hvor han også ofte er DJ. Faktisk kom han til den allerførste fetichfest for 25 år siden, primært på grund af musikken til festen.

- Da jeg så kom ind og så, at folk var fuldstændig dressed op i lak og lingeri, tænkte jeg bare: "Det her ser fantastisk ud!".

Nu er han begyndt selv at arrangere fester under navnet 'Sinners Club', som han mere betegner som en "erotic night club", hvor lak og læder er velkomment, men hvor man ikke kræver en lige så streng dresscode som til andre fetichfester.

Jimmy er en af arrangørerne bag 'Sinners Club', som holder deres alternative fester på forskellige lokationer rundt i Storkøbenhavn. - Festerne er et safe space, der handler om én ting: samtykke. Selvom folk laver ting, der kan forarge andre, er det et trygt rum, hvor ingen må overskride andres grænser. Og så er alle seksualiteter og køn velkomne, forklarer han. (Foto: © Jimmy Machon)

Har du sex til de her fester?

- Jeg ville have det fint med det, men jeg arrangerer jo festerne, så jeg har meget travlt de dage. Men jeg er meget åben overfor at prøve nye ting, og jeg ligger ikke under for gruppepres, eller hvad folk mon vil tænke, siger Jimmy, der er i et fast forhold.

- Nogle spørger forarget, om der er andre, der har sex til festerne. Og der er mit svar: Ja, hvis man har lyst, så er muligheden der. Sex er naturligt og noget, stort set alle har, så why not embrace it, siger han og tilføjer:

- Men ingen tvinger dig, gør det du har lyst til og lev i nuet. Jeg nægter at føle mig forkert i noget, der jo ikke er forkert, og jeg nægter at blive sat i en kasse. Det var faktisk det sværeste ved at være med i 'Dobbeltspil' – altså det med at blive puttet i en kasse.

Dobbeltspil