Nu ringer tv-bryllupsklokkerne igen, igen, igen.
'Gift ved første blik' er nemlig snart tilbage med en helt ny sæson, hvor ti håbefulde singler skal sige ja til at dele livet med én, de ikke aner hvem er.
Og i år er det noget ekstra særligt, da programmet kan fejre 10-årsjubilæum.
Og hvilke ti år. Matchmaking-programmet, som er et dansk koncept, er siden første sæson blevet solgt til udlandet og er blevet et af de mest succesfulde datingformater i verden.
Selvom det – lad os være ærlige – langtfra er alle, der har fundet lykken i programmet, har det tydeligvis ikke skræmt nogen væk.
Tværtimod har ansøgertallet i år slået dansk rekord med hele 624 håbefulde ansøgere fra hele landet, der håber at blive matchet med deres eneste ene.
Og rekordantallet vidner om én ting, siger Irene Strøyer, DR-redaktør for 'Gift ved første blik'.
- Det betyder naturligvis meget, at danskerne stadig gerne vil programmet også efter ti år. Det er et tegn på, at jagten på kærligheden og drømmen om det perfekte match fortsat er aktuel, og at mange danskere både har lyst og tillid til programmet og eksperimentet, nemlig at blive matchet af eksperter, siger hun.
- Mange af de tidligere medvirkende fortæller os, at selvom de ikke finder kærligheden, så har forløbet givet dem en stor personlig udvikling – og mange ender faktisk i forhold kort tid efter.
Nå, men ikke mere snak herfra, for nu er det nu!
Find champagnen frem og mød de ti modige singler, der er klar til at blive 'Gift ved første blik' herunder:
Anette Winkler Bauer, 57 år, markedschef bor på Amager
- Jeg har været gift i 23 år og blev skilt for otte og et halvt år siden. Jeg har haft to kærester siden, den ene i fire år. Jeg har meldt mig til 'Gift ved første blik', fordi jeg er en romantiker og et følemenneske, som drømmer om at møde den sidste eneste ene. Sådan er jeg. Jeg meldte mig på den sidste dag, hvor fristen var, så det var lidt sent.
Hvem håber du at finde?
- Min drømmemand er et familiemenneske, en kærlig og omsorgsfuld mand, som tør vise sine egne sårbarheder – det skræmmer mig ikke, tværtimod tiltrækker det mig. Udseendet har jeg ikke så store vurderinger af; det har jeg altid haft før, men det er ikke det, der er det vigtigste. Jeg vil bare have et sødt og dejligt menneske med hjertet på rette sted.
- Min dealbreaker er smålighed. Og så vil jeg have en mand, der gør lidt ud af sig selv og holder sig i gang. Jeg kører racercykel i cykelklub og går i fitnesscenter om vinteren, og om sommeren er jeg udemenneske. Jeg elsker at gå ture i strandparken – det giver mig energi og gør, at jeg kan ventilere. Jeg er også vild med byen og elsker at sidde på en café og drikke kaffe og se på mennesker. Jeg håber, jeg finder én, som jeg kan dele det med.
Katrine Pørtner Karlsen, 32 år, speciallærer, bor i Skørping
- Jeg har meldt mig, fordi jeg tror på, at jeg godt kan finde kærligheden. Jeg har været single i tre-fire år, jeg er glad og tilpas, som jeg er, og kunne sagtens fortsætte sådan – men jeg tror også, at jeg kan putte cherry on top og blive endnu gladere, hvis jeg finder en partner. Én, der gør mit liv lidt federe, gladere og sjovere – men jeg kan også godt leve uden.
- Jeg gør nok selv for lille en indsats, og når jeg så gør det, er jeg en lille smule kræsen på en fjollet måde – jeg ved jo godt, der er så mange gode fyre derude, men ofte er jeg for hurtig til at sige ja, nej eller bare njah måske. Så derfor er jeg klar på at tage et stort spring ved at melde mig og give mig selv mulighed for at finde ham.
Hvad håber du at finde i din nye mand?
- Én der er frisk på at vise mig, hvordan livet kan leves på den fede måde sammen med mig. For mig kan børn være et plus, men det er ikke et ultimatum; jeg håber bare at finde en fyr, som giver mig det ekstra.
Lone Koch, 48 år, sagsbehandler og sundhedsrådgiver, bor i Kolding
- Jeg var sammen med min eksmand i næsten 20 år og har to børn fra det ægteskab, som er 25 og 26 år i dag. Vi blev skilt for otte-ni år siden, og jeg har haft et forhold i mellemtiden, det stoppede for knap fire år siden.
- Jeg har meldt mig, fordi jeg var nysgerrig efter, hvad de her rammer kan gøre for en relation, når man har fem uger, hvor man er dedikeret og har sagt ja til at lære hinanden at kende. For jeg har jo ikke haft så meget held på det traditionelle, klassiske datingmarked, hvor jeg har datet på flere forskellige apps.
Hvilken partner søger du?
- Jeg søger en mand, som også har prøvet lidt af hvert og er kommet til et sted i livet, hvor han er lidt mere rolig og bevidst om, hvad han godt kan lide, og hvad han gerne vil have, men som også stadig har et touch af noget nysgerrighed, eventyr og spontanitet. Det skal være en god balance, det må ikke blive alt for trivielt eller alt for vildt.
- Drømmen er at finde en mand at dele livet med på traditionel vis. Der er mange forskellige samlivsformer i dag, men jeg er til den klassiske, hvor vi deler bopæl og står op og går i seng sammen og deler de vigtige ting. Sådan en livsledsager savner jeg.
- Umiddelbart har jeg ingen dealbreaker. Jeg har datet en del og vil forsøge at holde mig meget åben i det her, fordi jeg ved, at det ikke altid er noget specifikt, som er afgørende. Så jeg vil helst ikke stille kriterier op, men gå ind i det her med et åbent sind.
Morten Mortensen, 36 år, manuskriptforfatter, bor på Amager
- Jeg er en dobbelt-minoritet, og jeg har altid haft et ønske om, at det ikke skulle have indflydelse på mit kærlighedsliv. Det skulle ikke have noget at gøre med, om jeg er koreaner eller adopteret, men om det menneske jeg er. Men jeg må nok tilstå, at det har en stor påvirkning på mit kærlighedsliv, fordi jeg nu anerkender, at det er noget, der påvirker mig. Min dobbeltminoritet har tjent mig som den største forbandelse, men i dag tjener den mig som den største velsignelse.
- I 'Gift ved første blik' får min kommende ægtemand ikke lov til at se mig. Han får ikke lov til at vide, at alt det, som jeg har gået rundt med i mit liv, som er en del af mig, er noget, han skal tage stilling til. Det er bare: "Hey, her er jeg!".
- Jeg har været single i tre år, og det her kan være et koncept for mig, der virker, fordi jeg ikke har formået at finde en platform i LGBT+-miljøet, hvor jeg har følt mig inkluderet. Så nu prøver vi det her.
Hvilken mand håber du at finde?
- En mand, der ikke ser igennem mig, men ser mig. Som ikke har et behov for at sige: "Jeg ser ikke din hudfarve, jeg ser ikke din hårfarve, jeg ser ikke din femininitet, jeg ser jo bare dig". Nej, jeg har brug for at blive set, jeg har brug for, at han ser min asiatiske, koreanske baggrund, jeg har brug for én, der siger: "Hey, jeg ser dig, og det tager jeg højde for". Det håber jeg virkelig på at få – det er drømmen.
Nicolas Rockland, 34 år, selvstændig, bor i Aarhus
- Det, jeg søger i en partner, er nærvær og humor - én, der ikke er selvhøjtidelig omkring tingene. En kvinde der vil noget og kan noget i sit liv. Det vægter jeg meget højt.
- Naturen betyder ufatteligt meget for mig. Jeg er stifter og ejer af et landsdækkende udendørs træningstilbud og håber at finde en ligesindet. Jeg danser også meget salsa, det er en super social ting med mine venner.
- Min type har altid været én med dybe brune øjne, brunette, et super harmonisk smukt ansigt og god figur – naturlig skønhed. Jeg glæder mig sindssygt meget til at møde hende.
Nina Ettrup Larsen, 32 år, folkeskolelærer, bor på Østerbro i København
- Jeg har aldrig haft en kæreste. Jeg har haft flirts, hvor man har datet over nogle måneder, men har aldrig haft titlen "kæreste". Jeg oplever, at når man dater og har set hinanden i tre måneder, skal man tage stilling til, om vi skal videre ud af hovedvejen, eller om vi tager afkørslen. Nogle gange har det været mig, der har taget afkørslen – andre gange er det dem. Jeg har savnet en kæreste helt vildt. Det at være to er dejligt, og at være alene er lidt hårdt. Jeg har arbejdet meget med mig selv og er parat til et parforhold.
- Jeg har prøvet lidt af hvert med datingapps, været rigtig meget på Tinder, Happn, gået meget i byen, gået op til folk i Føtex. Sidste år havde jeg en uge med seks dates.
- Min fornemmelse kan være, at jeg kan være lidt intimiderende. Jeg gætter på, at der nok er nogle, der kan synes, at jeg larmer, fylder, er all over, og det kan de ikke rumme eller være i.
- I virkeligheden er jeg et sted, hvor jeg har et sindssygt dejligt liv, jeg har det vildt fedt, et dejligt job, vidunderlige venner og familie, alt er jo egentlig godt – men nu er jeg parat til at finde ham.
Lars Skjærbæk Løvendahl, 50 år, koordinator på et bosted og brandmand, bor i Faaborg
- Jeg blev skilt i 2022, har haft en kæreste siden, men er single. Jeg har to børn på 15 og 16 år.
- Da jeg meldte mig til programmet, var det faktisk lidt for sjov – jeg faldt over det på Facebook og tænkte, at det kunne være lidt sjovt at se, hvad det kunne. Men så kom jeg videre til casting, og jo mere jeg kom ind i det, jo mere voksede det på mig, og jeg syntes, det lød spændende. Det er jo en gylden mulighed for at springe det her Tinder og alt muligt andet over, og her er der faktisk eksperter, som hjælper mig fra starten og tager mig lidt i hånden. Når man melder sig til det her, går man ind i det 100 procent, og i modsætning til Tinder synes jeg, man starter med at lægge barren ret højt – det kan jeg godt lide.
Hvad håber du på at finde i en partner?
- Én, som gerne vil det her. Jeg vil finde en partner, en kæreste, en kone, som skal matche mange af de værdier, jeg har, der overordnet set handler om at være et godt menneske. Jeg kan godt lide at gøre en forskel, både i mit almindelige job og som brandmand og hjerteløber ved siden af.
- Hun må gerne være aktiv – det går forholdsvis stærkt hjemme ved mig, så det må godt være én, der ikke kun vil ligge på sofaen. Det er fint at se en hygge-fredagsfilm en gang imellem, men det er ikke det, der skal tegne alle weekender.
Frank Schytte, 57 år, efterforsker for Fødevarerejseholdet og støttekontaktperson for sårbare og for unge, bor i Slagelse
- Jeg har været gift i 23 år, vi har kendt hinanden i 27 år og blev skilt for to og et halvt år siden. Vi har to børn, 20 og 24 år, og jeg bor med vores yngste i vores fælles hus, som vi byggede for 16 år siden, som jeg har overtaget.
- Jeg nåede dertil efter min skilsmisse og forsøg på dating, at jeg ikke vil være bleg for at søge hjælp til at finde mit livs sidste partner. Det er hende, jeg leder efter, 100 procent, så jeg tænkte, at der jo her er lidt professionel hjælp at hente på sidelinjen.
- Det er ikke, fordi jeg har fulgt med i alle de andre sæsoner, men jeg vidste, at man blev matchet med én, der kunne passe med én selv. Det er for mig win-win, at man springer mange led over i dating og træder ind, hvor man vil det samme og ligner hinanden lidt – det må da kunne noget.
Hvad håber du at finde?
- En livspartner, der vil dele meget af det, jeg synes er godt at dele – om det er rejser, sport, fritid - alt, som bare bliver lidt sjovere, når man er to. Det skal være en partner, der er lidt ung i sind og aktiv, og der skal være noget rummelighed, empati, ordentlighed og retfærdighed og fred. Det er de værdier, jeg gerne vil finde.
Søren Christian Staun Petersen, 32 år, fotograf, bor på Amager
- Jeg har meldt mig, fordi jeg har behov for at prøve noget nyt. Jeg har været på Tinder i mange år, jeg kan godt lide at date og elsker at møde nye folk, men det er ligesom aldrig rigtigt blevet til noget.
- Jeg har haft to kærester, og mit længste forhold er otte måneder. Så når jeg tydeligvis ikke selv kan finde ud af det, kan det være sjovt at se, hvad nogle eksperter kan byde ind med. I starten var jeg lidt skeptisk, men jo længere jeg kom, kunne jeg mærke, at det føltes spændende, og nu går jeg all in. Jeg kan jo ikke miste noget.
Hvilken person håber du på, der møder dig?
- Jeg håber på, det er en omsorgsfuld, sød og rar person, der har lyst til den tosomhed, som jeg selv higer efter. Som både kan være ude i byen og hygge sig, men også have en helt stille og rolig søndag, hvor man bare tuller rundt derhjemme og laver absolut ingenting. Jeg er hypersocial og laver en masse planer, men har også indlagt pausedage, hvor jeg også bare skal være mig selv.
Går du ofte efter en bestemt type?
- Hvis man spørger mine venner, vil de nok sige, at jeg har haft en fast type, jeg gik efter for nogle år siden – jeg tror godt, man kan kategorisere det som en Disney-prins. Men heldigvis har jeg været igennem en personlig udvikling gennem de sidste to års tid og har fundet ud af, at der er virkelig meget at komme efter med andre typer. Egentlig finder jeg faktisk de fleste attraktive, hvis de er nogle gode mennesker. Det er kommet med alderen, kan jeg mærke.
Rolf Meier, 41 år, underviser på EUX, bor på Frederiksberg
- Jeg er vokset op i Kolding og bor i kollektiv på Frederiksberg med seks andre og en hund. Før det boede jeg i et andet kollektiv, så det er nok de sidste fem år i alt. Det er der flere grunde til; jeg tænker ikke, vi mennesker er skabt til at være alene. Jeg synes, der er et eller andet rigtigt i, at man bor sammen med andre, når man er uden partner og interagerer og deler hverdagen med andre. Jeg tror også, at det rent taktisk er smart, for hvis jeg bor alene i for mange år, vil jeg nok blive for kantet på nogle områder.
- Jeg er parat til at flytte fra kollektivet. Hvis jeg bliver matchet med én, der bor i sin egen lejlighed, eller en med børn, vil jeg forvente, at jeg skal flytte hen til hende.
- Det er nok spørgsmålet, om jeg nogensinde har haft en kæreste – det er en definitionssag, og man kan sagtens sige, at jeg ikke har haft en kæreste. Jeg har datet og været i korte forhold – vi er nede i et par måneder.
Hvorfor, tror du?
- Det har nok noget at gøre med min evne til at indgå i et parforhold. I mange år har jeg egentlig drømt om en partner og børn, og i starten af 20'erne tænkte jeg, at jeg ville have hus og kone og børn, når jeg var 30 år, uden at jeg forholdt mig mere til det. Jeg havde aldrig tænkt, at det kunne gå markant anderledes, men nu er jeg her.
- Jeg vil heller ikke have en kæreste, bare for at have en kæreste, det skal jo være bedre end at være single. Måske er en del af forklaringen også, at jeg stort set aldrig har boet alene, men i bofællesskab, hvor jeg får sociale behov opfyldt. Men jeg har lyst til tosomheden og samhørigheden.
'Gift ved første blik' sæson ti får premiere torsdag den 22. august på DRTV og på DR1 klokken 20.