Han var hovednavnet på festivaler i hele verden, medvirkede i amerikanske talkshows og var en favorit blandt indie-elskerne.
Men pludselig trak Father John Misty stikket fra samtlige sociale medier og stoppede stort set med at give interviews.
Hvorfor valgte han at forsvinde, imens han var på toppen?
Fordi han kunne, lyder svaret mere eller mindre, da P6 taler med den tilbagevendte indie-stjerne i ét af hans første interviews i årevis.
- Det føltes bare som en cool magisk trick, jeg kunne hive ud af ærmet.
- Jeg kunne ikke rigtig komme i tanke om nogen andre, der havde gjort noget lignende. Jeg kunne ikke finde nogen nutidig parallel til én, der bare på toppen af deres overeksponering sagde: farvel!
- Og jeg vidste, at det ikke bare kunne være i seks måneder eller sådan noget. Det skulle være i en bibelsk tidsramme. Det blev syv år, som er længden på mange folks karrierer, siger Father John Misty.
Selvom Father John Misty undgik medierne, fortsatte han dog med at udgive musik og spille koncerter, men efter tre-fire år tænkte han ikke længere på mediernes søgelys.
Det føltes som et andet liv, forklarer han. Det var særligt det teatralske i at forsvinde på toppen, der var medvirkede til, at han tog den drastiske beslutning:
- Jeg ville ikke have været interesseret i at trække stikket, hvis det ikke havde haft en teatralsk dimension, siger han.
Fik nok af rollen som foder til pressen
På et praktisk niveau tog det for meget tid at lave presse og være til stede på sociale medier for Father John Misty.
Han var en flittig Twitter-bruger og var dagligt aktiv med vittige kommentarer om både livet backstage og kendisser i Hollywood. Alt sammen krydret med skarpe, satiriske kommenterer om samfundet. Det var heller ikke unormalt, at hans tweets endte som overskrifter i medierne. Men til sidst blev det for meget:
- Det var de samme idéer om mig, der bare cirkulerede igen og igen. Det var som et "human-centipede" af onlinejournalister. Jeg kunne redde en hundehvalp fra en brændende bygning, og folk ville stadig tro, det var performancekunst eller noget i den stil, siger han.
Men selvom han har et had-kærligheds-forhold til sociale medier, anerkender Father John Misty, at de ikke nødvendigvis er en hindring for vores musikopdagelse.
Ifølge Father John Misty er musikken nu blevet allemandseje:
- Folk beklager sig over TikToks demokratisering af musik, fordi der ikke længere er nogen gatekeepers. Nu er det massen, der bestemmer. Men hvis man ser på de kunstnere, der er kommet ud af det, synes jeg, der er utrolig meget personlighed i mange af dem.
- I indie-laget ser vi kunstnere som Mitski og Phoebe Bridgers. Det er ikke kunstnere, der nogensinde kunne være blevet konstrueret i et laboratorium. Det er fuldstændig organisk. Så man må give de unge lidt kredit for deres smag, siger han.
Han fremhæver også internetfænomener såsom popstjernerne Sabrina Carpenter og Chappell Roan:
- De kommer fra helt uventede steder. Og meget af det er sjovt, klogt, hjerteskærende og alt det, man vil have som musikforbruger.
At musikken er blevet demokratiseret gennem de sociale medier, påvirker derfor ikke den samlede kvalitet af den musik, der udkommer i dag:
- Musik har altid været 90 procent lort. Sådan har det altid været. Og så er der ti procent, der er virkelig godt. Og jeg tror ikke, den ratio har ændret sig særlig meget efter TikTok er kommet til, siger han.
Han er blevet en rigtig 'Father' John Misty nu
Ved sine seneste to pladeudgivelser i 2018 og i 2022 gav Father John Misty som nævnt nærmest ingen interviews, og han var så godt som forsvundet fra sociale medier. Nu, hvor han er tilbage i interviews og på sociale medier, er det tydeligt, at der er sket meget siden da.
I de syv år han har været ude af mediernes søgelys, har han fået to børn. Det har givet nyt perspektiv på hans definition på kærlighed, som er et emne hans sange tit har kredset omkring:
- Det splitter dig fuldstændig ad og samler dig igen. Vi bruger det her ene ord – kærlighed – og vi kunne bruge timer på at pakke det ud og forsøge at nå frem til en slags sandhed om ordet. Men sproget er så begrænset. Kærlighed er noget, man oplever.
- Det her er en ny begyndelse og en erkendelse af, at jeg er nødvendig. Jeg har disse små væsener, der er afhængige af mig, siger han.
Du kan høre resten af Father John Misty-interviewet i 'Status' på P6 herunder: