Spoiler-advarsel: I artiklen her afsløres det, hvad der sker i det seneste afsnit af 'Gift ved første blik'. Hvis du vil se afsnittet, inden du læser artiklen, så tjek det ud på DRTV.
Det går op og ned for årets par i 'Gift ved første blik'.
Det første par, Katrine og Nicolas, gik fra hinanden efter to uger, og flere af de andre forhold virker også en anelse ustabile til tider.
Men så er der heldigvis ægteparret Søren og Morten, som kysser, krammer og har det perfekte forhold, som alle andre ønsker sig – både i og uden for tv-eksperimentet.
Eller i hvert fald indtil Søren smed en bombe i afsnit syv med ordene:
- Vi har ikke været intime endnu.
Afsløringen kom til hans soloterapi-time med psykolog Trine Hjorth Bønnerup, der også så ud, som om det kom bag på hende.
Imens satte Søren flere ord på deres manglende sexliv.
- Jeg kan mærke, at det virkelig begynder at fylde noget for mig nu. Det er hammersvært. Det er en meget vigtig brik, der mangler for mig, før jeg kan overgive mig 100 procent.
Da det blev Mortens tur til solo-terapi, og Trine Hjorth Bønnerup spurgte ind til, hvad der havde bremset ham fra det seksuelle, fik han sat ord på noget, han aldrig har sagt højt før.
- Det hele føles så gnidningsfrit og naturligt, så jeg tror, vi begge går og venter på, at den anden tager initiativ – dér er vi på usikkert farvand.
- Der er bare en tematik i mit liv at ville føle sig begæret. At føle at man i sine egne øjne og sin partners øjne er værd at tænde på. Jeg har ikke altid haft det nemt i LGBT+-miljøet som asiatisk mand. Der været mange fordomme og stigma, jeg har skullet kæmpe med.
- Der er noget i mig – en indre homofob. Jeg har svært ved den side af mig selv, sagde en meget berørt Morten til psykolog Trine Hjorth Bønnerup.
Overtrådte en klar aftale
At være så åben og ærlig omkring deres manglende sexliv var faktisk en overtrædelse af en klar aftale, parret havde lavet med hinanden om ikke at tale om sex på kamera.
Men med kun en uge tilbage af eksperimentet, følte de begge, de var tvunget til at adressere elefanten i rummet, fortæller parret til dr.dk.
- Alle troede jo, at vi havde sex, og at det hele var så godt. Det var det så bare ikke alligevel, og jeg havde virkelig behov for at snakke med Trine om det, selvom Morten havde et klart ønske om, at vi ikke talte om intimitet på tv. Men jeg kunne mærke, at det fyldte så meget i mit hoved på alle mulige ledder og kanter, siger Søren til dr.dk og fortsætter:
- Morten sagde godt nok, at vi gik og ventede på, at den anden ville tage initiativ. Men jeg havde faktisk lagt op til det flere gange, hvilket jeg var stolt af. Jeg havde jo meget lyst, men blev afvist hver gang.
Hvordan føltes det?
- Selvom Morten forsikrede mig om, at det ikke havde noget med mig at gøre, kan man jo ikke lade være med at vende det indad og tænke, om han ville kunne lade være, hvis jeg nu så ud som hans drømmefyr.
Det, der adskiller venner fra kærester
At Søren valgte at få lettet sit hjerte til psykolog Trine Hjorth Bønnerup – og seerne – er en beslutning, Morten også er glad for i dag.
- Vi var jo kun en uge fra den store beslutning, og hvis jeg skulle give de bedste forudsætninger for at sige ja eller nej til Søren og fortsætte vores forhold efterfølgende, var vi nødt til at få det sagt, siger den 36-årige manuskriptforfatter til dr.dk.
- Vi havde været sammen og gift i fire uger uden at have sex, så der var nødt til at ske noget, når nu vi oplevede noget så skamfuldt som ikke at have et velfungerende sexliv i parforholdet.
Hvad mener du med skamfuldt?
- Alle gik jo rundt og troede, at vi havde et godt sexliv, og oveni var gik vi jo og kyssede, krammede og var kærlige. Så at det ikke fungerede, var jo både frustrerende og skamfuldt. Hvis du har et parforhold med et fint sexliv, fylder det måske fem procent, men når det ikke er der, fylder det måske 95 procent, for det er jo dét, der adskiller venner fra kærester.
'Vogtede over min og Sørens adfærd'
Selvom parret kan tale om nærmest alt og må siges at være sæsonens bedste par til at sætte ord på deres følelser, var det her emne – manglende sex – ikke et af dem, de var gode til at tale om, siger Morten.
- Vi havde nogle samtaler om det, men ikke grundige nok, fordi det jo endte med, at han følte sig afvist, og jeg følte mig utilstrækkelig.
Du nævnte, at du havde en indre homofob – er det den indre homofob, der stoppede dig i at gå videre med jeres sexliv?
- Ja, den sad og vogtede over min egen adfærd, men desværre også over Sørens adfærd, og det er jo rigtig farligt. Det er et monster, der altid har fået lov at regulere så meget af mit kærlighedsliv, men ved at åbne op og turde tale med Trine, var der noget med det monster, der forsvandt.
Det er Søren helt enig i.
- Hver gang man er hos Trine, sker der noget, og denne gang fik jeg indset, at vores manglende intimitet havde så stor indvirkning på, hvorfor jeg havde ekstra meget behov for tosomhed og nærvær.
- Jeg følte mig afvist af Morten på det intime og prøvede at finde hans begær, tryghed og sikkerhed andre steder. Så når jeg følte, han også havde behov for at tage i byen med andre i stedet for at tage med mig hjem, ramte det ekstra hårdt.
- Så det var en lettelse at gå fra Trine, fordi jeg nu forstod, hvorfor jeg havde det ekstra store behov for tosomhed og ikke bare var sådan en "needy", omklamrende person – samtidig med at vi endelig fik talt om vores manglende intimitet, som har fyldt meget i forholdet.
Du kan se det nyeste afsnit af 'Gift ved første blik' hver torsdag på DRTV og DR1:
Du kan også høre 'Gift ved første blik'-podcasten med vært Jens Malthe Næsby og psykolog og matchmaker i tv-eksperimentet Trine Hjorth Bønnerup.