Færøerne skriver Grand Prix-historie: Her er vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2023

Det bliver færøske Reiley, der skal repræsentere Danmark ved årets Eurovision.

Reiley blev vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2023. (Foto: © Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix, DR)

Storfavoritten holdt hele vejen.

Det blev nemlig færøske Reiley, der løb med sejren, da vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2023 blev kåret lørdag aften.

Med sangen 'Breaking My Heart' sikrede den unge færing sig sejren, og dermed levede han op til de tårnhøje favoritforventninger, der var bygget op forud for finalen.

Med aftenens sejr skriver han dermed historie som den første person nogensinde fra Færøerne, der har vundet Dansk Melodi Grand Prix.

Og det var da også en meget begejstret vinder, der mødte pressen efter showet.

- Jeg har det helt vildt. Det er helt fantastisk, jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke eller sige. Jeg føler mig rigtig beæret over, at Danmark har betroet mig med opgaven. Og med stort ansvar kommer stort ansvar, siger Reiley.

Og det har han ret i, for sejren betyder også, at det er Reiley – der i virkeligheden hedder Rani Petersen – og popbaskeren 'Breaking My Heart', der skal repræsentere de rød-hvide farver ved dette års Eurovision Song Contest.

- Showet var fantastisk, og jeg er sikker på, at scenen i Liverpool bliver fantastisk, og der kan vi lave ting, vi ikke kan her – scenen er meget større, showet er større, og jeg er så spændt.

- Det er fantastisk at repræsentere sit hjemland. Det betyder bare noget helt andet.

Seere og jury uenige om vinder

I alt otte sange dystede ved årets popfest, der blev afholdt i Næstved Arena.

Efter de otte deltagere alle have været på scenen, skulle seerne først stemme tre sange videre til superfinalen, hvor vinderen skulle afgøres af en kombineret seer- og juryafstemning.

Her blev vinderen altså Reiley, mens rocksangeren Nicklas Sonne blev nummer to og Micky Skeel endte på tredjepladsen.

Ekspertjuryen og tv-seerne var dog ikke helt enige om, hvem der skulle vinde billetten videre til Eurovision til maj. Mens juryen suverænt havde Reiley som deres favorit, foretrak seerne nemlig Nicklas Sonne og hans rockbasker 'Freedom'.

- Det kan ske, når vi har de to systemer. Det var en klar favorit hos juryen, og det var lidt mere spredt hos seerne, men stadig ikke fuldstændigt ulige. Det er sådan, det er, når vi har en jury med til at præge systemet, lød det efter showet fra Erik Struve Hansen, der er programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix.

Eurovision-vindere på scenen

Udover de otte håbefulde deltagere fik Grand Prix-scenen også besøg af gruppen Kalush Orchestra, der sidste år vandt Eurovision for Ukraine. Lørdag aften fremført de deres vindersang 'Stefania' til stor jubel fra publikum i salen.

Derudover optrådte også den danske sangerinde Svea S med en nyfortolkning af Danmarks første Eurovision-vinder, 'Dansevise' fra 1963.

Værterne for årets show var Tina Müller og komiker Heino Hansen.

Eurovision Song Contest sendes den 9., 11. og 13. maj. Danmark deltager i den anden semifinale, der afholdes den 11. maj.