Flere hundredtusindvis af danskere følger hver uge med i 'Gift ved første blik' – men for nogle, er det ugentlige tv-fix slet ikke nok.
Men hvad gør man så, når man har slugt pressens artikler, har læst nysgerrigt med på Reddit og har vendt denne uges tv-romance med kollegerne over frokosten?
Man lytter selvfølgelig til podcasts.
Igen i år er udbuddet af podcasts, der dækker den nye sæson af 'Gift ved første blik' nemlig massivt - både hos store mastodonter som DR, Podimo og Politiken, men også hos podcastamatører, der hver uge deler deres tanker om ugens episode.
Mere nøjagtigt er der ifølge dr.dk's optælling mindst fem podcasts, der hver uge handler om den aktuelle sæson af 'Gift ved første blik'.
Én af dem, der ugentligt dykker ned det nyeste afsnit af det tv-transmitterede kærlighedseksperiment, er Marlene Weybøll.
I sin podcast 'Reality Tjek' dyrker hun sin store passion for reality-tv, og igen i år har Weybøll valgt at dedikere flere episoder udelukkende til 'Gift ved første blik'.
Og med stor succes.
- Jeg kan tydeligt se på mine lyttertal, at folk er vildt interesserede i programmet. Folk kan bare ikke få nok af det, og hvis det er dét, lytterne vil have, så skal de da få det, siger Marlene Weybøll, der selv i mange år har arbejdet som caster på forskellige tv-programmer.
Podcasts giver os nogle at sladre med
I 'Reality Tjek' gennemgår Marlene Weybøll og et udvalg af gæster hver uge det seneste afsnit af 'Gift ved første blik', og sammen svælger de i de sjoveste, mest rørende eller mest tåkrummende episoder fra ugens afsnit.
- Folk vil gerne have nogen at "snakke" med de her programmer om, forklarer Marlene Weybøll og sammenligner 'Reality Tjek' med den klassiske "watercooler"-snak, vi kender fra arbejdspladsen.
- Vi sidder jo også i podcasten og siger "ej, så du, da han gjorde dét der?!", på samme måde, man ville gøre, når man mødes over kaffeautomaten eller snakker med en god veninde.
Fænomenet med podcasts, der hægter sig på populære tv-programmer, er langt fra ny. Personligt har Marlene Weybøll i mange år fulgt med i flere amerikanske podcasts, der handlede om reality-succeserne "The Bachelor" og "The Bachelorette".
- Jeg lyttede til de her podcast, fordi jeg ikke kendte nogen herhjemme, der så de her programmer - men gennem podcasten fik jeg så nogle "veninder og venner", jeg kunne sladre lidt med det om. Der er mange forskellige podcasts, og selvom de handler om det samme program, så kommer de med hver deres vinkel, forklarer Marlene Weybøll.
Sex og kærlighed er guf for en podcast
Da TV 2's danske udgave af seersuccesen 'Bachelorette' tidligere i år strøg over skærmen, fik programmet da også følgeskab af fleres officielle og uofficielle podcasts, der ugentligt fulgte de romantiske strabadser i programmet.
Og det overrasker ikke Marlene Weybøll, der peger på, at netop 'Gift ved første blik' og 'Bachelorette' er rent guf for podcasts. Begge formater gemmer nemlig på den samme guldgrube af saftige emner, vi ikke kan få nok af.
- 'Gift ved første blik' og 'Bachelorette' rummer jo mange forskellige emner, som bare er virkelig spændende at tale om. De handler om kærlighed, parforhold, sex, dating - alt sammen ting, som vi aldrig bliver trætte af at tale om, forklarer Marlene Weybøll.
Også DR er hoppet med på podcast-vognen og udgiver ugentligt 'Gift ved første blik podcasten' hvor programmets psykolog, Trine Hjorth Bønnerup, er medvært.
- I vores egen podcast har vi mulighed for at snakke med vores medvirkende og få svar på de spørgsmål, man som seer brænder inde med. "Åh, hvad tænker han lige dér" eller "hvad siger eksperterne til dét" - de svar kan podcastene give, forklarer Irene Strøyer, der er redaktør på tv-udgaven af 'Gift ved første blik'.
- Når man har set 'Gift ved første blik' har mange seere jo et enormt behov for tale med nogen om, hvad man lige har set. Det er dét, podcastene kan. De kan facilitere den samtale, du sidder tilbage med og gerne vil have, når tv'et slukkes.
Ikke alle programmer kan bære sin egen podcast
Men skal alle programmer så til at have en podcast nu? Nej, lyder svaret fra 'Gift ved første blik-redaktøren.
Det er nemlig langt fra alle tv-programmer, der kan bære én - eller flere - podcasts.
- 'Gift ved første blik' er ét af de programmer, hvis indhold hurtigt bliver "talk of town". Om man følger med i programmet eller ej, så ved alle, når det kører over skærmen. Og når man er oppe i den kaliber af tv-programmer, så kan det fungere med et podcast-vedhæng, forklarer Irene Strøyer.
Og det er værten på 'Reality Tjek', Marlene Weybøll, enig i.
- Herhjemme tror jeg kun, vi har 'Bachelorette' og 'Gift ved første blik', der kan bære en podcast. Det kræver, at man har fat i de her meget store og meget populære formater, siger Marlene Weybøll, der slutter af med en lille spådom:
- Der kommer nok også en bunke 'Forræder'-podcasts, når den nye sæson bliver sendt. Det vil jeg gerne æde min gamle hat på, siger hun med et grin.
Du kan følge med i 'Gift ved første blik' hver torsdag her i DRTV - og lytte med på DR's podcast om programmet i DR Lyd.