Heidi fik kun én måned til at bygge en hel togvogn: 'Men det lykkedes alligevel'

Én af de allersidste scener i 'Carmen Curlers' endte som noget af en udfordring for seriens scenograf.

Det er ikke de rigtige Alper, toget drøner forbi i sidste afsnit af 'Carmen Curlers'. Det er derimod LED-skærme, der får det til at ligne, at toget kører ned gennem Europa. (Foto: © Tine Harden, DR)

For os andre kan det være svært nok at vælge farve på den nye sofa. For slet ikke at tale om, hvilken lampe der mon ville skabe den helt rigtige hyggefølelse hen over spisebordet.

Det er dog udfordringer af en helt anden karakter, Heidi Plugge er vant til at stå over for.

I jobbet som scenograf på DR-serien 'Carmen Curlers' skal hun nemlig beslutte alt fra, hvilket bestik de medvirkende spiser med, til hvilke stole og borde der skaber den helt rette 1960'er-stemning i serien, der netop har afsluttet sin anden sæson.

Carmen Curlers

'Carmen Curlers' har dog budt på en helt særlig udfordring for den erfarne scenograf, der har arbejdet på produktioner lige fra 'Når befrielsen kommer' og 'Bamse' til 'Julefeber' og 'Fred til lands'.

Den udfordring kom med så stort et tidspres, at den var lige ved at tage pippet fra hende.

Det særlige ved Heidi Plugges arbejde er ifølge hende selv, at hun både skal være praktiker, planlægger og økonom samtidig med, at hun skal være kreativ og kunstnerisk. Her ses hun i 'Carmen Curlers'-togvognen. (© PRIVATFOTO)

Tegnede vogn samtidig med, at den blev bygget

Først blev det besluttet, at der skulle bygges en kæmpemæssig kulisse, der skulle ligne en togvogn på en prik. Den skulle bruges i sidste afsnit af anden sæson, der netop har været sendt.

Så langt, så godt.

Så blev det besluttet, at scenerne med togvognen skulle filmes som de absolut første, selvom de lå til allersidst i sæsonen.

Så fik Heidi Plugge travlt. Rigtig travlt.

- Der var kun en måned, fra vi lavede de første skitsetegninger af togvogn-kulissen, til den skulle stå færdig. Det var ikke en særlig konstruktiv proces, og vi endte med at sidde og tegne vognen samtidig med, at vi byggede den. Det skal man helst undgå.

Heidi Plugge holder en lille pause og smiler så:

- Men det lykkedes alligevel.

Her er den så, togvognen fra syvende og sidste afsnit af 'Carmen Curlers'. (Foto: © Tine Harden, DR)

Sparede for 75.000 kroner LED-skærme

For selvom udfordringen med togvognen satte Heidi Plugge under et ganske voldsomt tidspres, så er selve opgaven med at skulle bygge den faktisk hverken større eller vildere, end hun er vant til. Hun kalder det for en "mellemopgave".

- Jeg opfinder ting hver dag, når jeg går på arbejde. Jeg har lært at tænke på den her måde gennem min uddannelse som production designer, og så har jeg vildt mange gode mennesker omkring mig, som også er meget idérige og opfindsomme.

Til gengæld har det været en mere detaljeret og teknisk opgave end normalt.

- For det første har jeg en økonomisk ramme, jeg skal bevæge mig inden for. Og så skal jeg løse en række funktioner i én og samme vogn. Den skulle både rumme spisevogn og sovekupé, og der skulle være et sted, hvor folk stod af og på. Og så skulle der være plads til, at vi kunne filme det hele samtidig.

Derfor har Heidi Plugge blandt andet arbejdet med spejlinger i enderne af vognen, så den virker længere, end den egentlig er. Og så er der LED-skærme uden for vognens vinduer, der får det til at ligne, at den kører, selvom den ikke gør det.

- Egentlig ville vi have haft vinduer på begge sider af vognen. Men dér har vi så fundet på, at der skal være en bar i den ene side af vognen – så sparede vi lige for 75.000 kroner i LED-skærme, siger Heidi Plugge med et grin.

- Der er mange tekniske manøvrer i sådan en opgave.

Store LED-skærme blev brugt til at give fornemmelsen af, at togvognen kørte. (Foto: © Tine Harden, DR)

'Jeg elsker mit arbejde, men...'

Heidi Plugge har dog ikke været ene kvinde om at skulle bygge vognen. Langt fra, faktisk.

- Det er jo ikke mig, der laver det i praksis.

'Carmen Curlers' har nemlig otte rekvisitører tilknyttet, som hjælper med at sørge for møbler og indretning til serien. Herudover er der også fire "byggere" og to malere på serien, ligesom der er nogle location-folk, der hjælper med at finde de helt rigtige steder til at filme seriens forskellige scener.

- Jeg tænker og administrerer meget, siger Heidi Plugge og uddyber:

- Men jeg bryder mig ikke om, hvis jeg ikke har været omkring alle de forskellige ting.

Det var på Roskilde Festival, Heidi Plugge fandt ud af, at hun ville arbejde med scenografi og production design: - Jeg stod til en Björk-koncert, hvor der var den her flotte scene, og så tænkte jeg: "Gad vide, hvem der egentlig laver det der?". Og så var det lige pludselig, som om brikkerne faldt på plads. Med scenografi kunne jeg få lov at arbejde med dramatik, men også skabe en bredere forståelse omkring mennesker og følelser – og så samtidig lave indretning. Det var jo helt genialt. (Foto: © Tine Harden, DR)

Og hvis du nu tænker, at Heidi Plugges arbejde lyder som væsentlig mere end en 37-timers stilling, så tager du ikke helt fejl, for:

- Nogle gange kan jeg godt ryge op på 60-70 timer om ugen, men som udgangspunkt prøver jeg bare at have en almindelig fuldtidsstilling, for jeg også er mor, og i øvrigt godt kan lide at have et liv, siger hun og slutter:

- Jeg er heldig, at jeg har fundet min rette hylde i livet. Det er grundlæggende noget, jeg synes er vanvittigt spændende, og jeg elsker mit arbejde.

- Men jeg synes også, det er vigtigt, at det ikke æder mig op.