Det er Timm Vladimirs kærlighedssprog, og det forvandlede hans liv

Timm Vladimir blev kendt som den sjove skuespiller, men i 2011 tog hans liv og karriere en drejning.

Timm Vladimir har været vært på 'Den store bagedyst' siden 2014. (Foto: © Bo Nymann/Her Og Nu, (c) Ritzau Scanpix)

Han er vært på 'Den store bagedyst', men Timm Vladimir har faktisk prøvet at stå på den anden side i rollen som deltager i et madprogram på tv.

Han ved derfor, hvor altopslugende det er at være med i sådan en konkurrence.

- Jeg har en stor forståelse og empati for deltagerne, fordi jeg ved, at deres liv nu bliver forandret – i hvert fald i de tre måneder, vi optager, siger Timm Vladimir i podcasten '10-20-30'.

- Og hvor deres ægtefælle og familie bare vil tænke: "Please kom tilbage til vores liv."

Timm Vladimir medvirkede nemlig i 'Masterchef' på TV3 tilbage i 2011, hvor deltagerne konkurrerer i at lave mad for et dommerpanel af professionelle kokke.

- Jeg gik simpelthen så meget op i det. Og jeg anser ellers ikke mig selv som et konkurrencemenneske. Men jeg ville være så god som muligt og vise de der dommere, hvor god jeg var.

Og han endte da også med at vinde hele programmet.

Inden da havde danskerne lært ham at kende som skuespiller og den ene halvdel af komikermakkerparret Timm og Gordon, som han kørte sammen med vennen Gordon Kennedy i 90'erne og 00'erne.

'Masterchef' vendte op og ned på det hele for Timm Vladimir:

- Jeg føler næsten, at hele mit liv tager én eller anden drejning dér. Det var virkelig en omvæltning, siger han.

Lever af sin hobby

Pludselig blev madlavning hans nye levevej. Og det har grebet om sig, som han siger.

Siden 'Masterchef' er det blevet til en række af kogebøger, en serie af køkkenudstyr og sågar hans egen køkkenskole, der med tiden har fået afdelinger flere steder i landet.

- Jeg tror, at de fleste, der har en god hobby, tænker, at det kunne være sjovt at leve af den. Men jeg er jo bare kommet fra et lidt andet privilegeret liv af skuespil og tv og alt muligt.

Køkkenskolen giver derfor meget mening for ham:

- Da jeg tænkte, at det kunne være sjovt at åbne noget, vidste jeg, at det skulle være en madskole. Fordi her kan jeg bruge det, jeg kan – at formidle og snakke.

- Og stadigvæk have et lille publikum, som måske så kun er 20 mennesker, men til gengæld kan de også være med i denne her lille forestilling, i stedet for at jeg bare stod og snittede løg.

Timm Vladimir har også haft madprogrammet 'Timm og gryderne' på DR1. (Foto: © Monday Productions ApS)

At lave mad har altid været Timm Vladimirs store interesse. Første gang, han havde ansvaret for aftensmaden, var i barndomshjemmet i Albertslund som 14-årig, hvor han serverede lasagne, husker han.

- Jeg syntes, det var skægt, der var noget lidt teknisk over det. Pastaen skulle være al dente, og kødsovsen skulle smage af noget.

Med madlavningen blev han set og anerkendt:

- Der har været noget tidlig opmærksomhed: "Åh wow, du har selv lavet det, barn." Jeg kunne mærke, at her fik jeg lige lidt shine.

Og som voksen er det blevet hans måde at gøre noget godt for sine omgivelser:

- Jeg har altid sat en ære i at lave mad til folk og sørge for, at de spiser godt. Det er mit kærlighedssprog, hvilket jo også er min mors kærlighedssprog, så det kommer et sted fra.

Tager til metalkoncerter med bagedyst-dommerne

At stå foran et tv-kamera er Timm Vladimir som sagt ikke helt færdig med.

Siden tredje sæson af 'Den store bagedyst' kørte over skærmen i 2014 har det været med Timm Vladimir som vært. Han overtog rollen fra Peter Ingemann.

Og der er et særligt sammenhold på 'Den store bagedyst', fortæller han.

- Vi er jo efterhånden næsten, lidt klichéagtigt, en familie, der tapper ind i hinandens liv i to og en halv måned om året. Så det er superhyggeligt, og det falder mig let at lave tv.

Og han ses også privat med dommerne Markus Grigo og Katrine Foged Thomsen.

- Vi er virkelig ægte gode venner og har mange forskellige traditioner, hvor vi tager ud og spiser og går i byen sammen.

Markus Grigo (yderst til højre), Timm Vladimir (nummer to fra venstre) og Katrine Foged Thomsen (yderst til venstre) har opbygget et venskab gennem 'Den store bagedyst'. (Foto: © framegrab)

Sågar metalkoncerter tager de tre venner til:

- Jeg var med Markus og Katrine til Rammstein-koncert i Odense sidste år. De er jo også tyskere som Markus og hele Tysklands store nationale stolthed. Når Markus træner, hører han Rammstein. Jeg kan love jer for, han kan godt lide at høre hård musik.

- Det viser, hvor gode venner vi er, at Katrine og jeg har taget med Markus til Rammstein-koncert.

På lørdag venter finalen i årets udgave af 'Den store bagedyst'. Du kan herunder høre Timm Vladimir fortælle meget mere om hans liv og musiksmag: