Derfor var Lone helt oppe at ringe, da hun fandt hårlok fra verdensberømt dansker

Hvorfor bliver man begejstret over hår fra en gammel mand? Og hvorfor roder man rundt i en container efter malerier af ham?

(© Rigsarkivet / Public Domain / DR)

For sølle 300.000 kroner kan du lige nu blive den lykkelige ejer af en lok af Justin Biebers hår.

Et røverkøb? Eller måske nærmere røveri ved højlys dag? Tja, det kommer nok an på, hvem man spørger.

For en ægte superfan kan sådan en hårlok nemlig have stor værdi.

Det kan Lone Kølle Martinsen skrive under på. Hun er dog ikke Belieber, men derimod kæmpefan af digteren, præsten, højskolemanden og politikeren N.F.S. Grundtvig.

Lone Kølle Martinsen har beskæftiget sig med Grundtvig i mange år og udgav i 2022 bogen 'Den store mand - Nye fortællinger om Grundtvig'. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Derfor var hun også helt oppe at ringe, da hun en dag for få år siden fik adgang til en privat Grundtvig-samling, som indeholdt en lille guldmedaljon med et stykke af den store danskers afklippede hår.

- Jeg åbnede medaljonen, og inden i var der på den ene side et billede af Grundtvig himself, og på den anden side sad den lille hårstump. Den var klippet af efter hans død. Det var vildt. Lige dér kunne jeg mærke historiens vingesus, fortæller Lone Kølle Martinsen, der er tidligere seniorforsker ved Center for Grundtvigforskning og i dag forskningschef på Nationalhistorisk Museum.

Håret, der angiveligt skulle stamme fra Nikolai Frederik Severin Grundtvig (1783-1872). (Foto: © Lone Kølle Martinsen)

Lone er faktisk så fascineret af Grundtvig, at han ifølge hende selv har påvirket hendes liv i så stor en grad, at det "nærmest aldrig vil blive det samme igen".

Men for os, der måske ikke lige kender Grundtvig så godt, og måske mest bare ved, at det var ham dér med højskolerne og 'Dejlig er den himmel blå', kan det måske være liiidt svært at sætte sig ind i...

Hvorfor i alverden bliver du så fascineret af en tot 150 år gammelt hår?

- I lang tid havde jeg det ligesom dig og de fleste andre. Grundtvig var bare endnu en gammel hvid mand fra historien. Og endda én, som der i forvejen var skrevet hundredvis af bøger og artikler om. Hver en sten var vendt, troede jeg.

- Men da jeg opdagede, at der var et kæmpe område, som ingen rigtigt havde beskæftiget sig med, blev jeg hooked.

Grundtvig har haft en "enormt stor betydning" for kvindebevægelsen, siger Lone Kølle Martinsen. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Hvad var det præcis, der gjorde dig hooked?

- Folk er jo vilde med Grundtvig af mange forskellige årsager. Men for mig handlede det om kvinder.

- Det viste sig, at han faktisk har haft enormt stor betydning for kvindebevægelsen. For eksempel var han i høj grad med til at forandre betydningen af ordet "kvinde", så det nu betød en, der kunne noget og en der ville noget. Ordet blev simpelthen ikke brugt på den positive måde, vi kender i dag, før Grundtvig begyndte at bruge det sådan i 1870! Før blev kvinder stort set kun kaldt for "damer" eller "fruentimmere".

- Der var ikke rigtig nogen, der havde set på ham i det her lys før. Det var en sten, der ikke var blevet vendt. Og under den her sten væltede der simpelthen bare interessante kvinder frem. Kvinder, som ingen rigtigt har beskrevet før. Kvinder, som kendte Grundtvig.

Men hvorfor er de her ukendte kvinder så interessante?

- Det er vigtigt at forstå, at folk har prøvet at forstå Grundtvig i over hundrede år. Han er en af de mest gennemanalyserede danskere, der findes, tror jeg.

- Én af de måder, man prøver at forstå ham, er ved at undersøge hans forhold til de mennesker, der var omkring ham. Og det har man virkelig gjort i stor stil. Faktisk er grundvigianske mænd helt ude i andet, tredje og endda fjerde led blevet undersøgt.

- Men mange af de her kvinder, som jeg har fundet, kendte Grundtvig i første led! De havde direkte og langvarig kontakt med ham. Men alligevel er de simpelthen aldrig blevet rigtigt beskrevet eller skrevet ind i historiebøgerne i deres egen ret eller som en del af den grundtvigianske kvindebevægelse, de faktisk var.

Hvis alle har været så vilde efter at forstå Grundtvig, hvorfor er der så ikke nogen, der har set på de her kvinder før?

- Det er et godt spørgsmål. Der er nok flere forklaringer, men alene det, at de er kvinder, er uden tvivl én af årsagerne.

- Kvindesagsbevægelsen har faktisk heller ikke selv skænket de her kvinder en tanke. Grundtvigianismen var jo en religiøs bevægelse, og sådan noget gad de ikke beskæftige sig med.

- I lang tid har de derfor bare kylet Grundtvig ud med badevandet som endnu en gammel patriark. Det var han til dels også, men han var altså også mere end det.

Grundtvig: Det første oprør

Hvad har du så fundet ud af ved at se på de her kvinder?

- Det er blevet meget tydeligt for mig, at Grundtvigs navn og idéer har været knyttet til kvindesagen på en langt mere markant måde, en man tidligere har troet. Hans tanker har simpelthen været enormt vigtige for nogle af de allerførste kvindesagsforkæmpere.

- For eksempel bakkede han kvindesagspioneren Mathilde Fibiger op, da hun blev kritiseret for at gå for vidt i sit syn på kvinders rettigheder. Hun støttede også den jyske lægprædikant Kirsten Marie Larsdatter - og mange andre kvinder.

Lone Kølle Martinsen er i dag forskningschef på Nationalhistorisk Museum, der ligger på Frederiksborg slot (Foto: © Andreas Bro, DR)

Hvad var det for nogle tanker, som Grundtvig havde, der var vigtige for kvindesagen?

- Der var flere, men han insisterede for eksempel på, at alle måtte sige deres mening. Det lyder måske ikke så vildt i dag, men man skal huske på, at Grundtvig voksede jo op under enevælden i Danmark. Der var jo ikke noget, der hed demokrati. Det var reelt et diktatur.

- Og når han sagde, at "alle" måtte sige deres mening, så mente han faktisk alle. Ikke kun alle mænd. Men også alle kvinder. Førhen måtte kvinder for eksempel ikke engang tale i forsamlinger. Hvis de gjorde, ville de typisk blive bedt om at holde kæft og sætte sig ned.

- Flere af de her kvinder, jeg har set på, begyndte simpelthen at rejse rundt og udbrede hans budskaber. Når man ser hans tanker i det lys, er der for mig ingen tvivl om, at grundtvigianismen på mange måder kan ses som Danmarks største kvindebevægelse.

Men altså, var der ikke noget med, at han stemte imod stemmeret til kvinder?

- Jo, men det gjorde alle jo dengang. Det var slet ikke der, kvindekampen var på det tidspunkt. Der var simpelthen andre og meget mere basic kampe, der skulle kæmpes, før stemmeretten ville være relevant. Så det synes jeg ikke, man skal lægge for meget i.

Vil du gå så langt som til at kalde ham feminist?

- Hvis jeg skal være lidt provokerende, så ja. Hvis det at være feminist betyder, at mænd og kvinder kan det samme, så synes jeg, at det passer meget godt, for det mente han virkelig.

Lone og Grundtvig på Frederiksborg Slot. Han provokerede mange, da han levede, og kan stadig sætte sindene i kog i dag. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Hvordan reagerede folk dengang på de her tanker om lighed og frihed?

- Mange blev virkelig provokerede. Han gik jo også ind for religionsfrihed. Man måtte ikke kun mene, hvad man ville, man måtte også tro på, hvad man ville. Det satte virkelig satte sindene i kog.

- Jeg synes, det var meget modigt af ham. Han lagde på den måde mange af grundstenene for det demokrati, vi har i dag.

Jeg tror, jeg begynder at forstå din fascination af ham. Kan man egentlig se på dit hjem, at du er vild med Grundtvig? Har du fanplakater over det hele?

- Altså, jeg har da et billede af ham hængende, og engang, da jeg var på lossepladsen, måtte jeg da også ned i en container og fiske et maleri af ham op. Der var simpelthen nogen, der havde smidt det ud!

- Jeg ved jo godt, at man egentlig ikke må tage ting fra lossepladsen, men jeg kunne simpelthen ikke lade det ligge. Det har hængt på mit kontor i mange år.

Lone Kølle Martinsen fandt dette maleri af Grundtvig på lossepladsen i Næsby ved Odense for nogle år siden. Det er malet af Constantin Hansen og er et forstudie til det store maleri bag hende, hvor Grundtvig også er med. Maleriet viser den grundlovgivende rigsforsamlings første møde i Rigsdagssalen på Christiansborg slot den 23. oktober 1848. (Foto: © Andreas Bro, DR)

Hvis han pludselig blev vakt til live igen, hvad ville du så spørge ham om?

- Hvordan fanden fandt du på de her tanker? Hvor kom de fra?

- At tænke på denne måde var jo helt vildt. Hvis man kun har prøvet at leve i et klasseopdelt enevælde, i et diktatur, og ikke aner, hvad demokrati er, hvordan fanden skal man så forestille sig, hvad lighed frihed er?

- Men det forestillede han sig alligevel.

Jeg ved, at en tot af Justin Biebers hår lige nu kan købes for 300.000 kroner på nettet. Hvor meget tror du, man kan få for den dér tot af Grundtvigs hår, som du fandt?

- Ha ha. Den er ikke til salg og ligger stadig i den private samling. Men jeg tror altså ikke, at man kan få mange slanter for Big G's hårlokker.

- Men måske den engang kommer på museum, så alle kan se den. Det ved jeg i hvert fald, at ejeren overvejer.