Det var ikke en dårlig prank.
Oasis genopstår som band efter 15 års splittelse, bekræfter de ikoniske britpoppere på deres sociale medier.
Selvom rygterne om en Oasis-gendannelse for alvor tog fart henover weekenden, er nyheden stadig helt uforståelig for P6-vært Mads Gundersen.
- Det, som fans har ønsket, men også det, man efterhånden anså som umuligt, er sket. Englands største rockband siden The Beatles og The Rolling Stones er gendannet, og 15 års ventetid er forbi, lyder det fra radioværten, der fortsætter:
- Jeg har stadig lidt svært ved at tro det, men Liam og Noel er forsonede. Det var efterhånden rockhistoriens største utopi, men hypen er kæmpestor. Nu skal det indfries.
Koncerter bekræftet – og flere på vej
Ifølge Oasis er der tale om en stor turnné til sommer. Indtil videre har man kun offentliggjort koncerter i Storbritannien og Irland.
Der venter fire store koncerter på Wembley Stadium i London og i Heaton Park i Manchester og så koncerter i Dublin, Cardiff og Edinburgh.
Koncerterne finder sted i juli og august i 2025, og vil man have fat i billetterne, skal man notere sig datoen 31. august – altså nu på lørdag – klokken 10.00 dansk tid, hvor de bliver sat til salg.
Rygterne gik ellers i går på ti kæmpekoncerter på Wembley, hvilket ville være en ny rekord – og slå Taylor Swifts otte udsolgte koncerter på nationalarenaen.
Ifølge BBC vil der heldigvis blive annonceret koncerter i resten af verden på et senere tidspunkt.
Oasis spillede senest i Danmark på Roskilde Festival i 2009, hvilket var på den samme turné, hvor de splittede op. Tidligere har de spillet i KB Hallen, Falkoner Salen, Valbyhallen, Forum i København samt på Smukfest.
Nyheden om Oasis' gendannelse markerer samtidig, at debutalbummet 'Definitely Maybe' har 30-årsjubilæum på torsdag.
Det samme har deres andet album '(What's the Story) Morning Glory?' til næste år. Et album, der indeholder kæmpehittene 'Wonderwall' og 'Don't Look Back in Anger', og som for alvor gjorde Manchester-gruppen til store stjerner.
Liam har tryglet om gendannelse utallige gange
Oasis gik fra hinanden i 2009 midt under en turné efter et voldsomt sammenstød, hvor der blev kastet både med blommer og en guitar. Noel forlod bandet omgående og har konsekvent afvist, at en gendannelse kunne komme på tale.
Derimod har forsanger Liam flere gange prøvet at overtale sin storebror til forsoning, så Oasis kunne vende tilbage. Det har oftest været gennem Twitter, nu X, hvor han har skrevet kække beskeder henvendt til broren.
- Jorden kalder Noel… Jeg tilgiver dig, så lad os gendanne det store O (Oasis)…, tweetede Liam Gallagher i 2015.
Da der ingen reaktion kom fra Noel, fulgte Liam op med beskeden:
- Jeg tager det som et NEJ.
Mens coronapandemien hærgede i 2020, og alt var lukket ned, fik Liam idéen igen. Oasis skulle redde verden.
- Efter dette er overstået, er vi nødt til at samle Oasis til en engangskoncert for velgørenhed. Kom nu Noel, vi kan gå tilbage til vores fantastiske solokarrierer bagefter, skrev han på det samme sociale medie ifølge Gaffa.
En enkelt gang åbnede Noel op for idéen om en gendannelse, hvis der kom mange, mange penge på bordet. Og da han blev spurgt om sin pris, svarede han prompte til mediet Vulture i 2015:
- 5 milliarder kroner.
Hvorvidt brødrene Gallagher har fået 5 milliarder for den netop annoncerede gendannelse, må stå hen i det uvisse.