'Jeg er totalt på røven over, hvor godt det band her spiller'

Danske Neckbreakker er klar til at erobre hele metalverdenen, lyder det.

Neckbreakker står til at blive den nye danske eksportvare inden for metalgenren. (Foto: © Torben Christensen, Ritzau Scanpix)

De er blevet udråbt som "Danmarks metal-fremtid".

Har allerede optrådt på Roskilde Festival og Copenhell.

Og så satte verdens største pladeselskab indenfor metalmusik kløerne i teenagerne fra Silkeborg, inden bandet havde udgivet noget som helst.

I mellemtiden valgte de at skifte bandnavn, men nu er Neckbreakker (tidligere kendt som Nakkeknækker) endelig ude med deres debutalbum, der har titlen 'Within the Viscera'.

Og det lever op til hypen, mener de fleste af anmelderne.

"Et lidt fjollet navneskift … ændrer intet på dette bands vanvittige potentiale," skriver Gaffa og kvitterer med fem ud af seks stjerner.

Hos heavymetal.dk giver man 'Within The Viscera' ni ud af ti i karakter og mener, at debutalbummet "på imponerende vis formår at holde både damp og niveau oppe mere eller mindre fra start til slut."

Også i udlandet gør man klar til, at Neckbreakker bliver den næste store ting indenfor dødsmetalgenren:

"Dødsmetal har oplevet noget af en genopblomstring blandt den nye generation af bands i de senere år. Når vi går ind i 2025, ser det ud til, at Neckbreakker har tronen i sigtekornet, og medmindre du vil efterlades som en uigenkendelig bunke i vejkanten, er det bedst, du flytter dig, hvis du ser dem komme stormende imod dig," skriver mediet V13.net i deres anmeldelse.

Forsanger Christoffer Kofoed og resten af Neckbreakker optrådte på Pandæmonium-scenen ved årets Copenhell. (Foto: © Foto: Torben Christensen, (c) Ritzau Scanpix)

Har skabt hype på scenerne

Nakkeknækker, nu Neckbreakker, blev dannet i 2020 af en gruppe teenagere fra Silkeborg.

Drengene var alle fans af det danske dødsmetalband Baest, som de senere endda endte på turné med.

I bandnavnet lå en venlig opfordring til deres fans om at gå amok til koncerterne og ikke holde igen med headbangingen. Og det er netop ved koncerterne, der ofte omtales som energiske, at Neckbreakker har skabt deres hype.

Ud over Roskilde Festival og Copenhell har de også lagt vejen forbi udenlandske festivaler som Bloodstock Open Air i England og Sweden Rock Festival i Sverige.

Indtil for nylig har den eneste mulighed for at lytte til Neckbreakkers musik været til koncerter, for der lå ingen numre på streamingtjenesterne. Og mystikken om, hvordan bandet så rent faktisk lyder på plade, har kun været med til at forstærke forventningerne.

Det fortæller Jakob Trolle, der er vært på P6-podcasten 'Sort søndag'.

- Jeg tror simpelthen ikke, at det er muligt at lave et debutalbum, der lever op til alles forventninger til det band her, og der vil altid være nogen, der er af en anden holdning, men jeg synes, at Neckbreakker rammer bolden lige, som de skal med 'Within The Viscera'. Der er dømt moderne dødsmetal præcis, som det skal leveres anno 2024, og jeg er totalt på røven over, hvor godt det band her spiller, siger Jakob Trolle.

- Særligt trommeslager Anton Bregendorf får demonstreret, hvor fantastisk dygtig man kan blive, når man bruger tiden med trommestikker klistret til hånden i stedet for telefonen.

Dansk metal har det for fedt

Ud over at åbne en masse nye døre forpligter det, når man er blevet signet hos det prominente tyske pladeselskab Nuclear Blast, der har udgivet nogle af de sidste 20 års vigtigste metalalbum, fortæller Jakob Trolle.

- Ikke mindst fordi Neckbreakker har nået det hele på den halve tid. De skal på én og samme tid bevise overfor verden uden for Danmark, at de er i stand til at erobre Europa, fordi de er blevet signet på så prominent et pladeselskab, og de skal bevise overfor hele den danske scene, at de fortjener den enorme vind i sejlene, siger han og fortsætter:

- Der er ikke tvivl om, at de bliver gransket særdeles grundigt af den danske scene, fordi fem drenge i 18-20-års-alderen allerede har opnået noget, som de fleste danske bands ikke gør på 20 år. Hvis de falder igennem, skal der nok være rigtig mange, der er klar til at fortælle dem det.

Bandet er dog ikke sådan at slå ud, fortæller guitaristen Joakim Kaspersen.

- Jeg tror ikke længere, der er så mange, der kan sige noget, der vil ændre, hvordan vi har det med os selv, siger Neckbreakker-guitaristen i 'Sort søndag'.

Bandet prøver i stedet at håndtere presset ved at gøre deres bedste og er glade for, at der kommer endnu mere fokus på dansk metal:

- Det er selvfølgelig fedt at kunne være nogle af dem i fronten for det, der ligner, at Danmark bliver en større spiller på det internationale metalmarked. Der er så mange andre megafede bands i Danmark, siger Joakim Kaspersen.

Neckbreakker består af Johan Lundvig, Sebastian Knoblauch, Christoffer Kofoed, Anton Hajn Bregendorf og Joakim Kaspersen. (Foto: © Malene Vinge Jakobsen, PR)

Det går nemlig godt for den danske metalscene, mener 'Sort søndag'-vært Jakob Trolle.

- Dansk metal har det for fedt. Både i ind- og udland. Hele scenen har de sidste seks-syv år gennemgået en fantastisk professionalisering, der betyder, at rigtig mange bands får sat sig selv på landkortet. Man skal nok nærmere se Neckbreakker som et produkt af det, fremfor noget vi virkelig har stået og manglet.

- Når det så er sagt, så må det jo alt andet lige give blod på tanden for hele branchen, når det lykkes en gruppe uhyggeligt velspillende teenagere at lande en kontrakt på Nuclear Blast og spille ekstremt prominente jobs på europæiske festivaler.

Det rigtige tidspunkt at skifte navn

At Nakkeknækker pludselig valgte at skifte navn til Neckbreakker har skabt en del forundring blandt fans og medier.

Flere har spekuleret i, om det var et pres fra det tyske pladeselskab, der førte til navneændringen. Men det afviser bandet:

- Alle spørger, om det var dem (pladeselskabet), men nej, det var det ikke. Vi havde haft samtalen, før vi kom med idéen til dem, siger Joakim Kaspersen fra Neckbreakker.

- Det gik bare op for os, at når vi kom steder hen, hvor de ikke snakkede dansk, så endte vi altid bare med at kalde os selv for Neckbreakker alligevel, fordi folk ikke enten kunne udtale det eller finde vores navn på listen, når vi skulle tjekke ind.

Og tjekke ind på udenlandske spillesteder kommer Neckbreakker til at skulle gøre en hel del i 2025, hvor der venter koncerter i blandt andet Tyskland, Polen, Østrig og Tjekkiet.

Du kan høre hele interviewet med Neckbreakker-guitaristen herunder: