Broadway-hit er blevet filmatiseret – og resultatet er en 'gennemført storslået oplevelse'

Musicalfilmen 'Wicked' har haft en flot åbningsweekend – og anmelderne er også glade.

'Wicked' har blandt andet popstjernen Ariana Grande på rollelisten. (© Imago/Ritzau Scanpix)

Muscialfans over hele verden havde ventet længe, men i sidste uge skete det så:

Filmversionen af hitmusicalen 'Wicked' fik premiere på det store lærred.

Og det ser ikke umiddelbart ud til, at fans er blevet skuffede, hvis man skal tro anmelderne.

For selvom flere peger på, at filmen kan føles lang – og det ovenikøbet kun er første halvdel af fortællingen om det umage heksepar Elphaba og Glinda – så høster den også store roser på vejen og får både fire- og femstjernede anmeldelser flere steder.

- Wicked-filmen letter og løfter vores hjerter sammen med den, skriver The Guardian, som giver den fire ud af fem stjerner.

- Wicked er en gennemført storslået oplevelse og kandidat til titlen som dette årtusinds hidtil bedste filmmusical, skriver Ekko og kvitterer med fem ud af seks stjerner.

- Ariana Grande og Cynthia Erivo brillerer i den bedste filmmusical længe, skriver Vi elsker serier og giver den fuld plade – seks stjerner.

- Jon M. Chu har (indtil videre) skabt en vellykket og velsunget version af Broadwayhittet 'Wicked' – og en gribende fortælling om diskrimination, mener Soundvenues anmelder, der giver den fire ud af seks stjerner.

Premiereweekenden er da også gået ganske godt for musicalfilmen.

Med en indtjening på 114 millioner dollar i USA er det den tredjebedste åbningsweekend for en film i år efter 'Deadpool & Wolverine' (211 millioner dollar) og 'Inderst inde 2' (154 millioner dollar). Den er samtidig med længder den mest indtjenende musical-filmatisering, der bygger på et Broadway-stykke, nogensinde, skriver Kino.dk.

Bygger på queer- kultfilm

'Wicked' bygger på musicalen af samme navn. Den er det næstmest sælgende Broadway-show i historien og er blevet opsat på scener verden over – blandt andet i Fredericia tidligere på året.

Kunne Glinda den gode heks også være Glinda den homoseksuelle heks?, skriver Variety om den ene af filmens to hovedkarakterer. Ariana Grande, der spiller rollen som Glinda, har også selv udtalt, at "Glinda måske er en lille smule i skabet". (© UIP)

Det er en såkaldt prequel og viser forhistorien til begivenhederne i filmen 'Troldmanden fra Oz' – eller 'The Wizard of Oz' – fra 1939.

'Wizard of Oz' er dog ikke bare elsket for det ikoniske nummer 'Over the Rainbow' på soundtracket, dens magiske univers og hovedrolleindehaver Judy Garlands præstation.

Den 85 år gamle film har også igennem mange år været kult indenfor LGBT+-miljøet. Det fortæller historiker og forfatter til 'Bøssernes danmarkshistorie' Anders Larsen – der også er kendt som dragqueen med navnet Chantal Al Arab – i podcasten '4. division'.

- Filmen har en masse referencer, der meget let kan ses som værende queer, siger han.

Blandt andet betegner filmens løve, der ikke kan brøle, sig som "tøset" og besidder nogle stereotypiske queer-træk. Og generelt er karaktererne ikke, "som folk er flest", siger Anders Larsen.

Og så er der filmens hovedkarakter Dorothy, der bliver spillet af Judy Garland, som i 1950'erne blev et kæmpe ikon for homoseksuelle.

Det blev for eksempel udbredt at kalde sig "a friend of Dorothy" som kodesprog for ens homoseksualitet i USA, hvor homoseksualitet dengang blev betragtet som en psykisk lidelse.

Mange mener også, at eksempelvis blikmanden og løven i filmen selv er queer – og altså også "Dorothys venner".

- I et samfund, hvor man ikke kan gå ud og sige, "jeg er bøsse", så bruger man nogle andre ord, siger Anders Larsen.

- Indtil for ganske nylig måtte homoseksuelle have et hemmeligt sprog, så de kunne få særligt indviede til at forstå, hvem man var, og så flyve under radaren samtidig.

I 'Wizard of Oz' følger vi pigen Dorothy, som bliver hvirvlet ind i en tornado i Kansas, og ender i "Munchkinland", hvor der er fyldt med magiske væsener. Her bliver hun venner med en blikmand, et fugleskræmsel og en løve, der er bange for at brøle, og de tager ud på The Yellow Brick Road for at møde Troldmanden fra Oz, der angiveligt kan hjælpe hende tilbage til Kansas. (© Silver Screen Collection/Getty Images)

Ét af de mest kendte oprør i homomiljøet i USA fandt faktisk sted den dag, Judy Garland skulle begraves. Nemlig omkring den kendte homobar Stonewall Inn i New York – kaldet Stonewall-optøjerne.

- Det er måske lidt en myte, at det er på grund af Judy Garlands begravelse, at bøsserne den her aften gør oprør. Men i hvert fald er det sådan, at det her er første gang, at de homoseksuelle begynder at kæmpe imod politiet. Og det er faktisk dét, der det følgende år bliver kaldt Christopher Street Liberation Day, som er verdens første Pride-markering, siger Anders Larsen.

Er Glinda 'i skabet'?

Og selvom Judy Garland for længst er død og begravet, så lever 'Wizard of Oz' videre i manges hjerter.

Efter 'Wicked' kom frem som musical i 2003, er det heller ikke kun valget af kostumer, fremførslen af de populære sange eller fortællingen om venskab på trods af forskelligheder, fans har spekuleret over.

For gennem årene har karakterernes seksualitet også været et tilbagevendende tema.

For kunne Glinda, den gode heks, også være Glinda, den homoseksuelle heks?, som kulturmediet Variety skriver.

Blandt andet bliver der talt om "Gelphie"-fænomenet, som er en sammentrækning af Glinda og Elpheba, og henviser til, om der mon kan være romantiske følelser mellem de to.

Især de to hovedrolleindehavere Ariana Grande og Cynthia Erivo får flotte ord med på vejen for deres kemi og ikke mindst deres vokale præstationer på numre som 'Defying Gravity' og 'Popular'. (© UIP)

I den originale bog bliver der ifølge Fanlore hintet til romantiske følelser fra mindst Glindas side – og forfatteren til bogen om Wicked, Gregory Maguire, har også sagt, at der måske har været noget "mere" mellem de to.

Ariana Grande, der spiller rollen som Glinda, har efter premieren på filmen selv udtalt, at "Glinda måske er en lille smule i skabet" i et interview med mediet Gay Times.

Og Kristin Chenoweth, der spillede rollen som Glinda i den første Broadway-opsætning af 'Wicked' har erklæret sig enig.

Du kan høre mere om 'Wizard of Oz' som queer-fænomen i '4. Division' i DR Lyd: