Anna blev selv leder som 26-årig, men forstår godt, hvorfor andre unge ikke vil være det

Anna Fast Nilsson har gjort det til sin levevej at hjælpe virksomheder med at finde de rette kandidater til deres jobs.

(Foto: © Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix)

Glem alt om det traditionelle jobopslag, hvor du skal skrive en skarp jobansøgning inden en bestemt deadline.

I Anna Fast Nilssons verden finder man kandidater til et job på en helt anden måde.

Hun mødes med virksomhederne, sætter sig ind i deres team og kultur og begynder så det store research-arbejde på for eksempel LinkedIn i håbet om at finde den kandidat, som vil være perfekt til jobbet hos den givne virksomhed.

Det er altså rekruttering, der er nøgleordet for Anna Fast Nilssons arbejdsliv. Og siden 2020 har hun selv drevet virksomheden Hird, som hjælper andre virksomheder med at finde de rette kandidater til deres jobs.

Hendes arbejde blev sidste år fremhævet af Berlingske, der kårede hende som ét af de 100 unge talenter i dansk erhvervsliv og det offentlige, som kan noget helt særligt.

Lige nu er hun aktuel i tv-programmet 'Cheferne', hvor hun hjælper tre topdirektører med at finde det skarpeste ledertalent i Danmark.

- Programmet var skabt til den rolle, jeg har i hverdagen i forhold til at være bindeled mellem virksomheder og kandidater, siger Anna Fast Nilsson.

- Det var interessant at forlænge rekrutteringsprocessen og at gøre det på en anderledes måde med øvelser. Og at se folk udfolde sig undervejs synes jeg var super spændende, siger hun om programmet, hvor man følger 12 kandidater, der alle sammen drømmer om at score et job hos én af de tre topdirektører.

Fandt et hul i markedet

Anna Fast Nilsson kan ikke sætte fingeren på et konkret tidspunkt eller en oplevelse, der gjorde, at hun forelskede sig i processen omkring et rekrutteringsforløb.

Men overordnet set handler det om, at hun interesserer sig for mennesker.

- Oprindeligt troede jeg, at jeg skulle være psykolog. Men så fandt jeg ud af, at organisations- og ledelsesteori også er spændende. Så linket mellem organisationer og mennesker var mere interessant for mig, siger hun.

Derfor læste hun Human Ressource Management på CBS, hvor man blandt andet lærer at analysere samspillet mellem personer, arbejdsopgaver, job og ledelse i organisationer.

I 'Cheferne' hjælper Anna Fast Nilsson de tre topdirektører Lars Sandahl Sørensen fra Dansk Industri, Anne Buchardt fra Danske Bank og Casper Kirketerp-Møller fra Clever med at vælge den perfekte kandidat til et lederjob. (Foto: © Lotta Lemche, DR)

Da hun var færdiguddannet, fik hun job på et bureau, hvor hun sad med rekruttering til C25-virksomheder – altså de 25 største virksomheder i Danmark, der er børsnoteret.

- I det job fik jeg styr på værktøjskassen. Men jeg har altid haft lyst til at skabe mit eget, som hun siger.

Og hurtigt fandt hun ud af, at der faktisk var et hul i markedet. For der fandtes simpelthen ikke et rekrutteringsbureau målrettet de små og mellemstore virksomheder, som ikke havde samme budgetter til rådighed som Mærsk, Carlsberg, Danske Bank og så videre.

Derfor startede hun som 26-årig selv virksomheden Hird i september 2020. Hird er i øvrigt et gammelt, dansk ord, som betyder en støtte eller følge – præcis det, som Anna Fast Nilsson har sat sin virksomhed i verden for at gøre for kandidater.

Mangler gode forbilleder

Dermed skriver hun sig ind i en sjælden statistik.

For kun 35 procent af de adspurgte unge imellem 18 og 34 år ønsker at være ledere, viser seneste undersøgelse fra Konsulenthuset Ballisager fra 2024. Og det er langt færre end tidligere.

Og Anna Fast Nilsson forstår faktisk godt, hvorfor mange af hendes jævnaldrende ikke drømmer om et liv som leder.

- Jeg tror, det handler rigtig meget om, at der har manglet gode forbilleder og måske en anden opfattelse af, hvad ledelse indebærer. I stedet har der været en stereotyp forestilling om, hvordan en leder agerer, og hvordan en leder ser ud, siger hun og fortsætter:

- For hvis man har en opfattelse af ledelse som noget, der ikke hænger sammen med fleksibilitet og work-life balance, så er det klart, at der er nogle, der ikke ønsker at gå den vej – fordi det ikke hænger sammen med deres værdier.

Anna Fast Nilsson påpeger også, at de unge, der er vokset op med forældre, som har været mellemledere eller ledere, måske selv er blev afskrækket fra et lignende job, hvis deres forældre har arbejdet solen sort.

Hvis man vil være iværksætter eller leder som Anna Fast Nilsson, har hun en række gode råd: - Det er sindssygt vigtigt, at man arbejder med sig selv og lærer sig selv at kende. For det er meget lettere at lede, hvis man kender sine egne styrker og svagheder. Og så tror jeg, at man skal have en oprigtig interesse for mennesker, siger hun. (Foto: © Søren Bidstrup, Ritzau Scanpix)

Derfor håber hun, at et program som 'Cheferne' kan spore flere unge ind på drømmen om at blive leder.

- Jeg håber, at vi kan få en snak om, at ledelse har mange nuancer, for det tror jeg har manglet, når man går ind på Børsen og Berlingske og ser de her tunge topchefer, der er portrætter af.

Lad ikke fordommene begrænse

For en leder kan – selvfølgelig – også være en 31-årig kvinde præcis som Anna Fast Nilsson.

Men samtalen om hendes alder og køn fylder ofte enormt meget, både når hun taler med journalister eller møder personer i forbindelse med arbejdet, synes hun selv.

- Det, jeg synes er ærgerligt, er, at det stadig er aktuelt at snakke om. For så er der jo stadig noget, der er skævt. Men for mig er det vigtigt, at det ikke er en offer-fortælling.

- I stedet håber jeg, at jeg står frem som et godt eksempel på, at man skal arbejde for det, man brænder for og er dygtig til og ikke lader sig begrænse af de fordomme og bias, man møder, for eksempel vedrørende alder og køn.

Hun erkender, at hendes alder og kvalifikationer kan være relevante at tale om, da hun jo ikke har årtiers erfaring og et gigantisk cv, ligesom nogle af hendes kollegaer måske har.

Men hun ærgrer sig over, at hendes køn også ofte kommer til at fylde:

- Jeg har da oplevet, at mit køn har ført til spørgsmål og kommentarer om, hvordan jeg ser ud, går klædt og så videre, som ingen relevans har haft i det givne professionelle øjeblik.

Hun er derfor glad for, at 'Cheferne' – forhåbentlig – kan få danskerne til at tale om ledelse, og at en topdirektør ikke behøver at være en mand på 55 år i jakkesæt:

- Det, vi er i gang med nu, er at vise, at en leder kan se ud på mange måder.