CHALLENGES: 10 udfordringer til dig og dit barn

Her får du 10 sjove og enkle challenges, der gør det sjovt at være i køkkenet sammen. Prøv at udfordre jer selv med en madpakke-challenge i familien. Eller at lade børnene tage styringen som chefkok, mens du er assistenten.

1. Madpakke-challenge

Madpakken kan være en daglig udfordring – hvordan gør man den spændende og indbydende, så ungerne faktisk får lyst til at spise den? Prøv at udfordre jer selv med en madpakke-challenge i familien.

Put noget uventet i hinandens madpakker. Det kan være en krydderurt, en mærkelig grøntsag, et stykke chokolade, krymmel eller hvad som helst. Det er selvfølgelig både børn og voksne, der skal udfordres!

Når I mødes ved aftensmaden, kan I jo samle op på dagens challenge: Hvem fik det mærkeligste, det lækreste, det pinligste med på madpakken? Måske var der nogen, der var madmodige nok til at smage noget helt nyt – og måske endda kunne lide det!

2. Chefkok og køkkenassistent

Lad barnet blive dagens chefkok, der bestemmer, hvad I skal lave i køkkenet. Du er køkkenassistenten og gør præcis, hvad “chefkokken” siger - uden at tage over eller blande dig! Det kan være, du får kedelige opgaver som at snitte grøntsager, tage opvasken, tørre bordet af – eller sjove instrukser så som at starte med desserten eller at danse til chefkokkens playliste, mens denne laver maden. Chefkokken må selvfølgelig gerne spørge assistenten til råds.

Tip! Start evt. med at gennemgå opskriften og finde ingredienserne frem.

3. Sammenbagt

I denne challenge handler det om at bage sammen – bogstaveligt talt! Vælg et af jeres yndlingsbagværk og find et tørklæde, en snor eller noget, der kan binde jer sammen. I kan for eksempel binde jeres håndled og ankler sammen – og så er det bare at komme i gang!

Arbejd sammen og hjælp hinanden med alt fra at blande ingredienser til at forme dejen og pynte den – men I må kun bruge én hånd hver.

Tip! Hvis I vil gøre det ekstra sjovt og træne samarbejdsevnerne yderligere, kan én af jer få bind for øjnene.

4. Upgrade din livret

Kan I tage jeres livret til det næste niveau? I denne challenge handler det om at give jeres favoritret en opgradering ved at tilføje én anden vildt lækker ingrediens! Måske bliver retten endnu bedre?

Vælg en af jeres yndlingsretter – det kan være alt fra boller i karry til risengrød eller pizza.

Gå på opdagelse i køkkenet eller skabene og find en ingrediens, der kan løfte retten. Tænk: noget sprødt, noget salt, noget sødt eller måske noget helt uventet.

Lav retten som normalt, men tilføj den nye ingrediens – og smag så på resultatet. Er det et hit eller en ommer?

Tip! For at gøre det ekstra sjovt, kan I lade en anden i familien vælge den ingrediens, der skal tilføjes til jeres livret. Eller I kan lave en blindsmagning for at se, om den opgraderede version slår originalen.

5. Blindsmagning

Kan du smage i mørke? En person får bind for øjnene, og en anden forbereder en smagstest. Derefter bytter man. Brug gerne, hvad end I har i skabene: ketchup, citron, honning, rosiner, sennep, en rest aftensmad, en rå grøntsag osv.

6. Den VARMESTE karaoke

Spis noget stærkt og syng en sang! Smag på en chili, chiliflager, chilisauce, sennep, wasabi, rå ingefær eller noget andet meget stærk. Prøv derefter at synge din yndlingssang uden at stoppe.

Tip! Hav evt. noget mælk eller yoghurt klar til at slukke ilden i munden.

7. Følekassen

Hvad gemmer der sig i kassen? Stik hænderne ind i kassen og prøv at føle dig frem – er det slimet spaghetti, blød havregrød, klistret honning eller noget helt andet? Prøv at finde så mange forskellige konsistenser som muligt. I kan eventuelt gøre det til en konkurrence eller filme jeres reaktioner og få et godt grin igen og igen.

Tip! Hvis I ikke har en kasse, kan I bare lægge ingredienserne på en tallerken og dække den med et viskestykke. Så kan man stikke hænderne ind under og mærke sig frem. Det er nemt, hurtigt – og lige så sjovt!

8. Pizzakunst

Brug pizzadej som lærred og lav sjove designs med grøntsager, ost, kød og andre toppings. Kan du lave en pizza, der ligner dit yndlingsdyr? Eller hvad med et ansigt eller en emoji? Kun fantasien sætter grænser!

Eksempler:

  • Lav en pizza, der ligner et emoji-ansigt – snit pepperoni eller små stykker rød peber som hjerteformede øjne.

  • Design en pizza, der ligner en fodboldbane. Brug grøn pesto som græs, marker linjerne med strimler af ost, og brug små stykker mozzarella eller oliven som mål.

  • Lav en pizza, der ligner en solnedgang. Brug tomatsauce som baggrund, lav en sol med en stor skive ananasgul og solstråler med strimler af rød og gul peber.

9. Fredagssliksfordeling uden brok-challenge

Kan I dele slik HELT lige mellem jer? At dele fredagsslikket lige er no joke, og noget, der ofte kan ende i kaos og skænderier. I denne challenge skal I dele slikket helt lige mellem jer – til gengæld må I ikke sige et ord undervejs.

Det skal I bruge:

  • En pose slik og/eller andre godter

  • En køkkenvægt

  • To skåle

Hver deltager får en skål eller en tallerken.

I skal nu skiftes til at tage et stykke fra posen og lægge i jeres skål. Slikket skal fordeles, så alle får præcis det samme antal gram. Når posen er tom, er det tid til at veje. Har nogen for mange gram i skålen? Så må man aflevere et stykke tilbage – eller frem med en saks, hvis vi er nede i decimalerne!

10. Småkager med et twist

Det er ikke altid, at bagning kan lokke børnene med i køkkenet. Men hvad hvis man må pynte en kage med munden eller låne sin mors hænder? Gør jeres småkager unikke og pyntningen sjov ved at tilføje skæve benspænd:

  • Brug den hånd, du normalt ikke tegner med

  • Pynt en kage med bind for øjnene

  • I skiftes til at pynte en kage i 10 sekunder ad gangen

  • Pynt en kage med munden

  • Træk et navn fra familien og lav en småkage, der repræsenterer vedkommende

  • Pynt en kage med ”lånte hænder”: En person står bag en anden og fungerer som den forreste persons "hænder" ved at række armene frem og udføre forskellige handlinger, mens personen foran forsøger at instruere.

Tip! I mange dagligvarebutikker kan man købe færdig småkagedej, der bare skal rulles, udstikkes og pyntes. Man kan også bruge færdige småkager og pynte dem.