Herskind: Markussens landsholdschancer forringes

DR Sportens håndboldekspert Søren Herskind mener, at Nikolaj Markussen gambler med sin landsholdsplads med skiftet til Qatar.

Nikolaj Markussen kan ikke være sikker på sin landsholdsplads med skiftet til Qatar. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Der er kamp om pladsen som venstre back på det danske håndboldlandshold, og Nikolaj Markussens skifte til El Jaish Sports Club i Qatar forringer hans chancer for blive inde i landsholdsvarmen. Det vurderer DR Sportens håndboldekspert Søren Herskind.

- Det er klart, at det på ingen måde kan være optimalt for hans landsholdsmuligheder. Det er en plads, der er meget konkurrence om, og der står andre til at tage over, lyder det fra Herskind.

Herskind er meget overrasket over Markussens valg, som er et klart tilbageskridt rent håndboldmæssigt. Markussen skifter øjeblikkeligt fra en af verdens stærkeste klubber spanske Atletico Madrid.

- Håndbold i Qatar har slet ikke niveau med Europa, det er et gevaldigt trin ned ad bakke, så det er yderst overraskende, siger Herskind.

Ingen garantier fra Wilbek

Markussen har lavet en aftale med landstræner Ulrik wilbek om, at han skal hjem og træne med i en dansk klub i en måned forud for januar måneds EM i Danmark for at skærpe formen. Men det rækker ikke, mener Herskind.

- Jeg tror ikke, nogen vil synes, det er en optimal model. Det siger jo alt om, at der ikke er tiltro til det set-up, der er i Qatar. Der er ingen tvivl om, at der sættes mange spørgsmålstegn ved Markussens personlige udvikling dernede, siger Søren Herskind, der ikke tror, at Wilbek har udstedt nogle garantier til den høje back.

- Jeg går ikke ud fra, at Ulrik har lovet ham noget. Han kan kun sige, at det er fint, men hvis du ikke er god nok, spiller du ikke. Ingen er forhåndsudtaget til landsholdet. Jeg er meget betænksom ved det. Han bliver ikke matchet til træning eller kamp som i en europæisk liga, understreger Søren Herskind.