Klimaeksperter og regeringsrepræsentanter er natten til søndag dansk tid blevet enige om resuméet til anden del af FNs femte klimarapport, der i den sidste uges tid er blevet forhandlet på plads i den japanske by Yokohama.
Det oplyser kilder blandt de delegerede til nyhedsbureauet dpa. Resuméet bliver offentliggjort på et pressemøde i Yokohama natten til mandag dansk tid.
Rapporten er kulminationen af fire års arbejde, og hundredvis af forskere og videnskabsfolk har bidraget til den.
Rapporten er ganske omfattende, og derfor bliver der lavet et resume til lovgiverne i FNs medlemslande.
Resuméet skal godkendes af samtlige nationer, og derfor går regeringsrepræsentanterne den igennem linje for linje.
FNs klimarapporter er udkommet hvert syvende år. Den seneste rapport er organisationens femte, og den er opdelt i tre delrapporter og en opsamlende rapport.
Anden delrapport drejer sig hovedsageligt om konsekvenserne af klimaforandringerne.
Indtil nu er der ikke sluppet noget ud fra den endelige version, men et tidligere lækket udkast til rapporten viste, at oversvømmelser og tørke i de kommende år kan skabe konflikter og anrette ravage i den globale økonomi.
Derudover kan fattigdom, migration og sult føre til krig og uro.
I det tidligere udkast lød det, at stigningen i udledning af drivhusgasser vil hæve risikoen for oversvømmelser betragteligt, og Europa og Asien er særligt udsat.
Herudover vil stigende vandstand i havene i 2100 fordrive hundredvis af millioner mennesker, der bor i kystnære områder.
Første del af FNs femte klimarapport blev udsendt i september sidste år.
Den konkluderede blandt andet, at klimaforandringer med stor sandsynlighed er menneskeskabte. Desuden lød de dystre fremskrivninger på temperaturstigninger og havstigninger på helt op mod en meter.
Tredje del i FNs femte klimarapport bliver udsendt i forbindelse med en konference i den tyske hovedstad Berlin i midten af april.
De tre rapporter bliver til efteråret samlet i en såkaldt syntese-rapport, der bliver færdiggjort på en konference i København i slutningen af oktober.
/ritzau/dpa