Skattereformen letter skatten med næsten lige meget for de højeste indkomster som for de laveste indkomster.
Det fremhæver SF's skatteordfører Jonas Dahl. Lettelser skal ses over et helt liv og ikke bare et øjeblik, forklarer han.
- De 10 procent, der ligger i den laveste indkomstgruppe, får en skattelettelse i forhold til rådighedsbeløbet set over restlevetiden på 0,5, mens de 10 procent rigeste får en lettelse på 0,6. Det er for mig at se en meget lille forskel, siger han til Ritzau.
En opgørelse fra Skatteministeriet viser ifølge Jyllands-Posten, at de vellønnede får meget mere ud af den skattereform, som regeringen og dermed SF blev enige med Venstre og De Konservative om for knap to uger siden.
Mere end dobbelt så meget som gennemsnittet
De 10 procent bedst lønnede får 5400 kroner i årlig skattelettelse. I snit får danskerne imidlertid kun knap 2000 kroner i lettelse.
Skatteordfører Jonas Dahl indrømmer, at reformen gavner de vellønnede mest.
- Der ér en forskel, og regeringen havde også foreslået, at man så på rentefradraget. Det var der ikke mulighed for at få flertal for, siger SF's skatteordfører.
Glad for bred aftale
Det havde givet en endnu bedre social fordeling, mener han.
- Det her er så tæt på nul, som det overhovedet kan lade sig gøre. Man skal være glad for, at nu har vi en bred skatteaftale.
- Jeg havde gerne set en aftale med Enhedslisten, men det kunne desværre ikke lade sig gøre, siger Jonas Dahl.
Spørgsmål: Er det klassisk SF-politik, at de, der tjener mest, får mest ud af en skattereform?
- Det er klassisk SF-politik at lette skatten i de laveste indkomstgrupper, så det balancerer, og hvor det kan betale sig at gå på arbejde.
- Det kan det nu. Man får et økonomisk rygstød til at gå ud og yde en indsats på arbejdsmarkedet, siger Jonas Dahl.
/ritzau/