Der er sket meget for Jakob Fuglsang i løbet af de seneste otte år. For det første har han skiftet cykel. Og underlag.
Den nykårede OL-sølvvinder i linjeløb var i 2008 mest glad for at køre på mountainbike, og han var temmelig god til det, selv om det dog kun blev til beskeden 25. plads ved OL i Beijing.
I årene inden havde Jakob Fuglsang fejret flere triumfer på sin mountainbike, blandt andet guld ved U23-VM i 2007. Men i 2008 var han godt i gang med forvandlingen til landevejsrytter og snuppede blandt andet sin første sejr i Post Danmark Rundt samme år.
Talentet var åbenlyst allerede året inden, da Jakob Fuglsang blev kåret til Årets Cykelrytter i Danmark.
- Han er en meget værdig repræsentant for den nye generation af cykelryttere, som vi forventer os rigtig meget af, sagde formanden for Danmarks Cykle Union (DCU), Tom Lund, dengang.
Du kan se kåringen fra 2007 og høre en ung Fuglsang tale om de forpligtelser, det giver at nappe sådan en kåring i klippet, herunder.
Samme år deltager Jakob Fuglsang i Post Danmark Rundt for Team Designa Køkken og drømmer om en top-10-placering i det samlede klassement samt en placering blandt de fem bedste på kongeetapen omkring Vejle med stigningen på Kiddesvej som højdepunktet.
Men sportsdirektør på Team Designa Køkken, Christian Andersen, er ikke i tvivl om, at talentet rækker til mere.
- Han er en af de ryttere, der kan blive rigtig gode. Han har det talent, der skal til. Han har også den flid, der skal til, og han vil gøre rigtig meget for at nå så langt. Han prøver at træne i bjerge, og han prøver at køre enkeltstart, som man også skal kunne, hvis man vil være klassementsrytter, sagde Christian Andersen i 2007.
Se det ni år gamle indslag med talentfulde Jakob Fuglsang herunder.
Du kan se et udpluk af Jakob Fuglsangs største resultater i toppen af denne artikel. Eller du kan se den 31-årige silkeborgensers karriere på skrift herunder.
Blå bog
Navn: Jakob Fuglsang Født: 22. marts 1985 Højde: 182 cm Karriere: Midtjysk Mountainbike klub (2004), Team Heijdens-Ten Tuscher (2005), Team Designa Køkken/Team Cannondale - Vredestein (2006-2008), Team Saxo Bank (2009-2010), Leopard Trek (2011-2012), Astana (2013)
De største resultater:
- •
Sølv ved OL i Rio i mændenes linjeløb (2016)
- •
Nummer syv i Paris-Nice (2015)
- •
Nummer fem i Paris-Nice (2014)
- •
Nummer syv i Tour de France (2013)
- •
Nummer fire i Critérium du Dauphiné (2013)
- •
Nummer 12 ved OL i London (2012)
- •
Vinder af Tour of Luxembourg (2012)
- •
Vinder af Østrig Rundt (2012)
- •
Nummer fire i Schweiz Rundt (2011)
- •
Nummer tre i Schweiz Rundt (2010)
- •
Vinder af Post Danmark Rundt (2008, 2009 og 2010)
- •
Vinder af Slovenien Rundt (2009)
- •
Guld ved U23-VM i mountainbike (2007)
Herunder kan du se, hvordan Jakob Fuglsang forberedte sig som mountainbike-rytter til OL i Beijing 2008.