De næste fem dage bliver afgørende for, hvem der skal med til OL i 49erFX-bådklassen.
Indtil den 14. februar sejles der nemlig VM i amerikanske Clearwater, som også fungerer som den tredje og afgørende udtagelse til OL.
To både kæmpe om en enkelt dansk plads ved OL, og lige nu fører Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen.
- Vi fører OL-udtagelsen lige nu. Men det er et langt stævne, og alt kan ske, siger Katja Salskov-Iversen
- Men egentlig giver det lidt en ro. Men det er stadig et VM, og vi har ikke tænkt os at hvile på laurbærene. Vi vil gerne vinde VM, siger Jena Mai Hansen.
Syv pladseringer skiller danskerne ad
Ved det netop overståede World Cup-løb i Miami sluttede Jena Mai Hansen og Katja Salskov-Iversen på en samlet andenplads, og overhalede dermed Ida Marie Baad og Marie Thusgaard i kampen om OL-billetten.
Inden VM går i gang, er der syv pladseringer imellem de to både.
- Vi skal ud og gi’ den gas – være rigtig aggressive og turde at gå efter alle de chancer, vi ser derude, siger Marie Thusgaard og tilføjer:
- Vi har prøvet at føre VM de sidste to år. Så denne her gang håber vi, vi kan få sejren hjem, og ikke bare føre halvvejs igennem.