Så gik den ikke længere. Fornuftsægteskabet mellem Bjarne Riis og Oleg Tinkov sluttede brat og uskønt med en kortfattet besked til offentligheden om, at samarbejdet stopper øjeblikkeligt.
At der er tale om to meget forskellige personligheder, som har haft deres kontroverser undervejs, er en nyhed på linje med, at salget af chokoladeæg topper i disse dage. Men at det skulle ende så brat er ærgerligt for især Riis, som trods alt er manden, der skabte det holdet og gjorde det stort - at blive sparket ud af sit livsværk er ikke rart.
Men når ikke engang Riis'personlige ven - og en mangeårig glad giver af millioner til cykelprojektet - Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen, havde mulighed for at mægle, så fortæller det to ting: Dels at begge parter ser et fremtidigt samarbejde som aldeles umuligt, og dels at Tinkov uden tøven har tænkt sig at bruge den magt, han har som holdejer.
Ikke engang holdets navnesponsor kan få ham til at ændre mening, når han har truffet en beslutning, og at Riis har en helt enestående nøglerolle i forhold til holdets historik, rager russeren en papand.
Sportslige udfordringer
Men med beslutningen har Tinkov også sat sin egen troværdighed på spil over for holdets vigtigste aktiver - rytterne. Sæsonens store clou, en Tour-sejr til Alberto Contador, måske endda toppet med en forudgående triumf i Giro'en, er en dristig plan, som skulle udføres i tæt samarbejde mellem Riis og holdets største stjerne.
Det samarbejde har Tinkov stoppet, selv om Contador flere gange har understreget Riis' betydning for hans præstationer. Samtidig har Bjarne Riis altid i høj grad været rytternes mand, chefen, javist, men også ham, der sørgede for, at alle præsterede det bedst mulige.
Det bliver nu op til Tinkov at få lavet et sportsligt setup, som ser troværdigt ud, ikke bare i offentligheden, men især over for hele truppen af ryttere og i særdeleshed for Alberto Contador.
Farvel, Danmark
Og hvad gælder holdets danske forbindelse, så er det efter min vurdering snart fortid. Resten af året vil der stå Saxo Bank på trøjerne, og der vil stadig køre en del danske ryttere rundt i dem.
Men mon ikke de fleste af dem er væk, så snart der står 2016 på kalenderen? Det er i hvert fald helt umuligt at forestille sig Saxo Bank forlænge kontrakten, og de danske ryttere vil nok også vurdere holdene noget mere på lige fod end hidtil, når de skal finde en ny arbejdsgiver.
Alt det er Tinkov nok fint tilfreds med. Han har nu endegyldigt magten i sin egen butik - og så slipper han også for bøvlet med at oversætte twitter-opdateringer til dansk.
Men for de danske cykelfans, der har fulgt holdet i tykt og tyndt siden de glade Home Jack & Jones dage, er Riis'exit alt andet end en detalje. De siger i aften farvel til den sidste rest af det hold, vi kaldte 'det danske cykelhold'.