VIDEO Schwartz: Specielt at score mod Randers

'Plaffeministeren' skød et point hjem til sin nye klub Brøndby med to scoringer på sin gamle hjemmebane.

Skyd først og svar på spørgsmål senere. Det var agendaen for Ronnie Schwartz, der med to mål på sin gamle hjemmebane i Randers reddede et enkelt point hjem for sin nye klub Brøndby. Og hvordan var det så at score mod sine gamle holdkammerater for Ronnie Schwartz?

- Det var specielt. Det var her, jeg for alvor fik gang i min karriere. Men når man har fået en anden trøje på, så er det kun de tre point, der tæller, siger Ronnie Schwartz, der blev skiftet ind i forbindelse med et hjørnespark efter en times spil i 3-3-kampen i Randers.

På sin første boldberøring i kampen scorede han så sit første mål i blåt og gult.

- Jeg havde fået at vide, jeg skulle have en lidt fri rolle på de hjørnespark. Jeg rykkede lidt tilbage og så var det heldigt den røg over til mig, siger Ronnie Schwartz.

Med det ene point i Randers kryber Brøndby lige akkurat over stregen og overlader nedrykningspladsen til Esbjerg, der hjemme tabte hele 4-0 til Sønderjyske. Pointet er Brøndbys første i sæsonen, men Ronnie Schwartz mener, holdet er på rette vej.

- Vi har fået et point i fire kampe. Det er selvfølgelig ikke godkendt. I dag viser vi det, der kendetegner Brøndby. Vi er godt spillende og aggressive.