FCK’s chokerede ”rotte-offer”: Hvordan smugler man rotter ind på stadion?

FCK’s Ludwig Augustinsson blev chokeret, da Brøndbys fans kastede døde rotter efter ham i forbindelse med et hjørnespark.

Hvordan kunne det lade sig gøre at smugle døde rotter med ind på Brøndby Stadion?

Det er det spørgsmål, som mange må stille sig selv, efter Brøndby-fans kastede døde rotter mod FCK’s Ludwig Augustinsson i forbindelse med et hjørnespark. Ikke mindst ”rotte-offeret” Augustinsson selv:

- Jeg hørte bare, at der kom noget bag min ryg, og så så jeg, at det var to til tre rotter. Jeg var lidt i chok faktisk, og jeg tænkte, at hvis jeg havde været uheldig, havde de ramt mig. Det var rigtig ulækkert, siger svenskeren og tilføjer:

- Jeg tænkte mest på, hvordan man får dem ind på stadion. Men jeg tog gerne det næste hjørnespark, og det vigtigste var, at jeg ikke kom ud af balance.

I Brøndby tager ledelsen afstand fra episoden:

- Vi må tage afstand fra det. Jeg synes generelt ikke, man skal kaste ting efter hverken egne eller modstanderens spillere, det er ikke i sportens ånd, siger sportsdirektør Troels Bech.

”Spark dem væk og så kører vi bare”

Episoden fik ikke nogen indflydelse på kampen. Augustinsson sparkede de døde dyr væk fra banen, og så fortsatte spillet ellers.

- Jeg forsøgte at spørge dommeren, hvordan jeg skulle sparke hjørnespark med et par rotter foran bolden, men han sagde bare, at jeg skulle sparke dem væk, ”og så kører vi bare.” Så det var det, jeg gjorde.

- Det er klart det mærkeligste, jeg har fået kastet på mig. Jeg har før fået øl på mig og penge, men det her var første gang med dyr, og det var rigtig ulækkert.

FCK vandt kampen i Brøndby med 1-0 og har nu et hul på 13 på ned til de blågule fra Vestegnen med syv kampe tilbage af Superligaen.