Bænket AaB-anfører: Bolden ligger hos klubben

Thomas Augustinussen er ikke fast mand, men midtbanespilleren tror på kontraktforlængelse.

Trods manglende spilletid satser Thomas Augustinussen på at kunne forlænge sin kontrakt med Aab. (© DR Sporten)

Thomas Augustinussens kontrakt med AaB udløber til sommer, men den 33-årige anfører for de danske fodboldmestre tror på en ny kontrakt med nordjyderne, selvom han blot er reserve.

- Jeg har en dialog med klubben, og lige nu ligger bolden ved AaB, men jeg tror på, at vi finder hinanden i løbet af den nærmeste fremtid, siger Thomas Augustinussen til nordjyske.dk fra træningslejren i spanske San Pedro del Pinata.

 

Stor betydning uden for banen

Sportsdirektør Allan Gaarde er ligeledes optimistisk i forhold til at lave en ny aftale med midtbanespilleren.

- Han har ikke altid fået den samme mængde spilletid som tidligere, men man må aldrig undervurdere hans betydning uden for banen. Den er stor, siger Allan Gaarde til det nordjyske medie.

AaB overvintrer på sjettepladsen i Alka Superligaen. Mesterholdet åbner sin forårssæson 22. februar hjemme mod Brøndby.

/ritzau/